Forfatterens favoritdetektiv – Martin Jensen

På Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Hver mandag frem til Krimimessens start fortæller en række krimiforfattere på skift om deres yndlingsdetektiv.

Martin Jensen

Det var en anmeldelse i Politiken, der introducerede mig til Rex Stout og hans detektiv Nero Wolfe.

Anmeldelsen blev bragt i forbindelse med Lademanns genudgivelse af For mange kokke  (Too many Cooks) i 1970 og var skrevet af Tage la Cour, hvilket kan synes besynderligt, al den stund at samme la Cour havde skrevet forordet til bogen.

Jeg må ganske ærligt tilstå, at da jeg læste anmeldelsen i toget på vej til mit daværende hjem i Stockholm, var det ikke det kriminologiske, der fangede min interesse, men understregningen af, at her var en roman, der handlede lige så meget om mad som om mord.

Læsere af mine egne romaner vil vide, at madens kulturhistorie har min interesse, og da amerikansk kogekunst på det tidspunkt var lukket land for mig – det var Rex Stout, der som den første fik mig til at give den en chance – fik jeg min mor til at købe bogen og sende den til mig.

Dermed var en livslang betagelse af forfatterskabet grundlagt. Alene dét, at et mordsopklaring afhang af detektivens viden om, hvilke ingredienser, der indgår i en sauce printemps, samt evnen til at smage, hvilken der er udeladt, greb mig fra begyndelsen.

Se blot ingredienslisten: Smør, flæsk, skalotteløg, champignon, cognac, bordeaux, hønsekødsuppe, kørvel, persille, selleri, purløg, estragon, timian, cayennepeber, peber, salt, vineddike.

Selv ville jeg forhåbentlig opdage, hvis der manglede suppe, vin, cognac eller flæsk. Men afgøre, om det var purløg eller skalotteløg, der var udeladt? Jeg er overbevist om, at jeg modsat Nero Wolfe ville komme til kort.

Hertil kom, at den fede hovedperson selv på alle måder var overvældende. Hans eksorbitante daglige indtag af øl, hans vægren sig ved at forlade sit hjem under nogen omstændigheder, hans viden om og kærlighed til mad, samt hans insisteren på altid at overholde sin daglige rutine, der indbefatter to sessioner med hans elskede orkideer, er alle fascinerende fortællergreb, der gør, at man aldrig glemmer denne prototype på en lænestolsdetektiv.

Hans forfatters eminente beherskelse af det engelske sprog – der modsvares glimrende af Wolfes udtalte foragt for alle, der misbruger sproget – gør bøgerne til en nydelse at læse på originalsproget og en udfordring for de oversættere, der gennem tiden har bundet an med opgaven.

Og så har Stout i makkerparret Wolfe/Goodwin fundet de perfekte afløsere til Holmes/Watson, der kan tænkes. Et samarbejdsteam der faktisk, synes jeg, overgår deres legendariske forgængere i og med, at Archie Goodwin ikke nærer grænseløs beundring for så lidt som deraf følgende accept af sin arbejdsgivers allehånde påfund som forgængeren, men tværtimod forholder sig kritisk samt til tider oprørsk i forhold til Wolfe, uden dog på nogen måde at glemme, hvem der betaler hans løn, så lidt som det selv for Goodwin fastslåede faktum, at Wolfe er og bliver et geni, en kendsgerning, der dog som regel omtales med en snert af ironisk distance.

At Wolfe selv, trods sine mange bidende irettesættelser af sin stik-i-renddreng, er sig ganske bevidst om dennes betydning ikke kun for opklaringsarbejdet, men også for husfreden i ejendommen på West 35 Street, pointeres allerede, da makkerparret introduceres i Fer de lance (Et slag i luften) i 1934.

Wolfe får i denne roman sit første ’tilbagefald’, som Goodwin kalder de perioder af vekslende længde, hvor den fede hedonist trækker sig tilbage i indre eksil viet til excessivt indtag af mad og drikke.

Goodwin mindes da engang, hvor han blev sendt ned i havnen for at opkøbe en obskur, eksotisk fødevare og endte på hospitalet efter at været blevet slået ned. Da han kom til sig selv, skrev han straks sin opsigelse, for kort efter at vågne af sin døs og finde sin arbejdsgiver ved sengekanten. I sin befippelse over dette udtryk for bekymring fra Wolfes side, glemte Goodwin alt om opsigelsen, og så vidt jeg erindrer, blev der aldrig senere fremsat en lignende trussel fra hans side.

Stout der, før han fandt på sine berømte detektiver, havde skrevet ganske mange romaner blandt hvilke nogle med vægten lagt på den psykologiske personkarakteristik, anvender aldrig psykologisk tolkning for at forklare – endsige undskylde – sine mordere. De er alle som én køligt beregnende mennesker, der griber til kalkuleret vold for at befri sig selv eller af dem beroende personer eller virksomheder for en trussel.

På samme måde udtrykker ingen af de to detektiver nogensinde kvababbelser over at sende samme mordere i den elektriske stol. Vi er langt fra en følsom lord Peter Wimsey her. Såvel Wolfe som Goodwin har et klart gammeltestamenteligt syn på deres levevej og dens konsekvenser.

Dette kommer tydeligt frem i Wolfes svar til sin evige modstander inspector Cramer fra NYPD, da denne mener, Wolfe er skyld i, en morder vælger selvmordet: ”I won’t challenge your right to put it like that. Of course I would put it differently. I might say that the ultimate responsibility for his death rests with the performance of genes at the instance of conception, but that could be construed as a rejection of free will, and I do not reject it. If it pleases you to say that I killed him, I won’t contend.”

I det hele taget deler Wolfe sin forfatters konservative livssyn, men er som denne en sand liberal, der i modsætning til mange, der i dag bruger denne betegnelse om sig selv, både tolerer og accepterer andre livstolkninger og synspunkter end sine egne. Og som sin skaber er Wolfe engageret i kampen mod såvel fascisme som kommunisme – som han afskyr, da han anser den for at være en fornærmelse af hans intelligens. Men hans politiske kamp føres også for de sortes rettigheder (A Right to die, 1964), ja faktisk tager han i For mange kokke Goodwin i alvorlig skole, da denne giver udtryk for tidens – 1930ernes – almene syn på sorte som individer såvel som samfundsborgere.

Han afskyr og bekæmper FBI i skikkelse af organisationens grundlægger og mangeårige chef i Det ringede på døren (The Doorbell Rang, 1965) og udtalte nogle år inden sin død som niogfirsårig i 1975, at han agtede at leve længe nok til at se Richard Nixon blive stillet for en rigsret. Dette ønske gik som bekendt ikke i opfyldelse, da Tricky Dick trak sig som præsident den 9.8.1974, men Stout har uden tvivl gnedet sig i hænderne over, at den af ham foragtede præsident dog måtte trække sig i vanære.

Faktisk havde Stout påbegyndt endnu en Wolfe-roman, hvis emne skulle være Watergate, men alderdom og skrøbeligt helbred tvang ham til at opgive projektet, så den sidste roman fra hans hånd blev A Family Affair (Ballade i familien), der udkom samme år, som han døde. (Og som ovenstående citat stammer fra.)

Nævnes skal, at feminister vil have svært ved at finde noget positivt at sige om den enorme blodhund, da han i samtlige bøger udtrykker en åben og fnysende foragt for kvindekønnets evner til logisk tænkning og ofte forlader et rum, hvis han har mistanke om, at en kvinde er ved at bryde ud i gråd – kønnets efter hans mening eneste måde at udtrykke følelser på.

Over for dette står Goodwins glæde ved kvinder – gerne yngre og intelligente; en begejstring, der ofte bringer de to i en meningsudveksling, som Wolfe regelmæssigt afslutter med en bidende bemærkning efterfulgt af, at han kaster sig over at læse en af de bøger, der finder nåde for hans øjne, mens Goodwin løfter telefonrøret for at invitere sit seneste bekendtskab til dans i Flamingoklubben eller en boksekamp i Madison Square Garden.

Jeg har ofte spurgt mig selv – og er blevet afkrævet svar af andre om – hvad det er ved denne reaktionære detektiv, jeg sætter så meget pris på, at jeg gang på gang flår ham ud af reolen og tilbringer nogle timer i hans selskab, når han dog har kolleger, der står mig nærmere såvel med hensyn til livssyn generelt som politisk overbevisning.

Svaret ligger dels i hans forfatters sproglige ekvilibrisme, dels i sammes evne ikke blot til at skrue et plot sammen, men også til at bore fingeren ind i nogle samfundsspørgsmål, der optager såvel den bagstræbende sybarit som mig, der, om end jeg deler hans glæde ved jordens frugter, dog har et noget andet syn på tingenes tilstand.

Hertil kommer ikke uvæsentligt, at Wolfes ofte enøjede vinkling på allehånde spørgsmål balanceres af Goodwins erklærede – men lur ham! – ikke-intellektuelle tilgang til verden, der får ham til mere eller mindre forblommet at tale sin herre og mester midt imod. Han har jo den store fordel, at det er ham, der fører pennen og derfor kan male billedet i de farver, han finder rigtige.

Og endelig mener jeg oprigtigt, at verden blev et kedeligere, om end måske mere korrekt, sted, hvis vi kun gad beskæftige os med personer, vi er enige med. Så lad mig blot tilstå, at jeg foretrækker en morsom om end politisk ukorrekt verden frem for det omvendte.