Partners in crime

Partners in crime – på messen
Igen i år er der en del forskellige partners in crime – altså forfattere der deles om opgaven med at skrive krimier.
På scenen i Trykkeriet søndag kl. 10.30 kan du høre: Elisabeth Gulbrandsen, Chris Tvedt, Christian Dorph og Simon Pasternak tale med Bo Tao Michaëlis om to skriver bedre end én.
Elisabeth Gulbrandsen og Chris Tvedt er aktuelle med Den blinde gud, der er andet bind om politimanden Edvard Matre.
Christian Dorph og Simon Pasternak har skrevet tre krimier med efterforskerne Ole Larsen og Erik Rohd som hovedpersoner. Forfatterne er aktuelle med Tal til mig.
Andre forfattere der skriver krimier sammen og deltager på Krimimessen er:
Lisbeth og Steen Bille – der skriver med videnskabsjournalisten Thea Vind som hovedperson. Indtil videre er der udkommet tre bøger i serien.
Cilla og Rolf Börjlind – skriver en serie med det meget umage makkerpar Olivia Rönning og Tom Stilton som hovedpersoner. Endvidere har de været manuskriptforfattere på tv-serien om Arne Dahls A-gruppe.
Lotte og Søren Hammer – har kriminalinspektør Konrad Simonsen og hans efterforskningshold i hovedstadens drabsafdeling som hovedpersoner.
Lene Hjorth og Christian W. Larsen – debuterer med To tunger, hvor Christoffer Gravgaard fra politiet i Aarhus og Anne Krebs fra Rigspolitiet er hovedpersoner.
Mons Kallentoft og Markus Lutteman – førstnævnte deltager på Krimimessen. Sammen skriver de på Herkulesserien, hvor første bind hedder Zack. Det er også navnet på den atypiske politimand og hovedperson.
Anders Roslund og Stefan Thunberg – har skrevet Bjørnedansen, som tager udgangspunkt i Thunbergs kriminelle familie.
Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg – skriver bøger om profileringseksperten Katrine Wraa. Der er indtil videre udkommet fire i serien.