Forfatterens favoritdetektiv – Michael Katz Krefeld

På Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Hver mandag frem til Krimimessens start fortæller en række krimiforfattere på skift om deres yndlingsdetektiv.

Michael Katz Krefeld

Min yndlingsdetektiv er hverken hårdkogt eller hårdslående.

Tværtimod har han en sart mave, der kun tåler særlig lette retter. Ligesom enhver form for rejse – hvad end den foregår til lands eller til vands – gør ham transportsyg. Det på trods, løser han sager over det meste af England og fjerne destinationer som i Orienten. Gerne i eksklusive omgivelser!

Hans fysik er der heller ikke meget he-man over. Han er lille og robust, for nu at sige det pænt. Til gengæld er han meget pertenlig og går op i sit ydre som en anden påfugl. Særligt hans moustache, som er blevet hans kendetegn, får en særlig pleje og fremstår altid snorlige.

Han er også meget selvoptaget og han kan godt finde på at prale af sine bedrifter – selv om det heldigvis sker med en del selvironi. Men han er også en udsøgt gentleman og hans empati over for de udsatte ofre, som sagerne leder ham til, er særlig udtalt. De fleste, her under forbryderne, har det med at undervurdere ham på grund af hans lidt komiske fremtoning og hans heftige belgiske accent, men man skal ikke tage fejl han har en udsøgt fornemmelse for mord. Eller rettere for den menneskelige psykologi. Han kan, når alle spor er udtømte, alligevel finde lige det´ psykologiske mønster som ligger bag forbrydelsen og som leder hen til gerningsmanden.

De fleste af jer har sikkert allerede nu gættet at min yndlingsprivatdetektiv er Hercule Poirot.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med ham har jeg været 9-10 år gammel. Den gang var det ellers helt andre helte der optog mig. De var som regel hårdtslående og ordknappe, enten med overmenneskelige kræfter eller ualmindeligt store våben.

Men her kom så pludselig den her mærkeligt udseende mand (mit første bekendtskab var gennem tv), der tilmed talte med en underlig accent og irriterede alt og alle (inklusive mine forældre som ikke kunne udstå ham).

Jeg var til gengæld solgt. Jeg syntes at han var megasej. Jeg syntes at hans utilpassethed, hans kræsne kringlede væsen og skarpe hjerne lige var noget mit eget nørdede sind kunne identificere sig med.

Så det var Hercule (eller rettere sagt søde Agatha Christie) der for mange år siden fik mig til at stifte bekendtskab med og holde af “Den utilpassede detektivtype” – som jeg selv omend på en lidt anden vis nu dyrker i forhold til min hovedperson privatdetektiven Ravn.

Siden hen er andre idoler fulgt efter, men Hercule er og bliver min egen personlige helt. En mand der har optrådt i over 33 romaner og 54 noveller. Det er da i sig selv lidt af en supermandspræstation!