Kommende krimier – maj 2021

Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af maj måned.
God læselyst.
Virussen fra Svalbard af Thomas C. Krohn

Udgivelsesdato: 4/5-2021
Forlag: RosenHill
Et folketingsvalg i Danmark. En virusudvikler fra Rusland. En forladt mineby på Svalbard. Og en kompromisløs højreekstremist i København. Alt i alt en dødelig cocktail.
Da et muligt biologisk angreb på det danske Folketing bliver opdaget, sættes virologen og eksperten i biologiske våben, Jacob Detlev, på sagen for at hjælpe politiet med opklaringen.
Flere angreb med biologiske våben følger efter i et forsøg på at sætte dagsordenen for den kommende valgkamp. Det danske demokrati er under angreb og kræver mange uskyldige ofre.
Efterforskningen forgrener sig, og en af grenene fører tilbage til Den Spanske Syge i 1918, mens en anden peger i retning af nutidens Svalbard.
’Virussen fra Svalbard’ er anden selvstændige bog i serien om Jacob Detlev. Plottet i serien er baseret på en sammenvævning af muligheder for at bruge biologiske og kemiske våben, konspirationsteorier, historiske begivenheder og aktuelle tankespind. Handlingen i bøgerne foregår i både Danmark og i udlandet.
Stormfald af Tove Alsterdal

Udgivelsesdato: 5/5-2021
Forlag: Modtryk
KÅRET SOM ÅRETS BEDSTE SVENSKE KRIMI
Olof var kun fjorten år, da han tilstod mordet på en lidt ældre pige, Lina. Treogtyve år senere drejer han af E4 i Ångermanland, ind på de små veje, der fører til hans barndomshjem. I badeværelset finder han sin far død, myrdet med en jagtkniv.
Eira Sjödin er lige vendt hjem til sin barndomsby – for at arbejde ved politiet og for at tage sig af sin mor. Efterforskningen af mordet på Olofs far vækker hendes fortid til live. Eira var ni år, da Lina blev myrdet.Olof var drengen fra hendes mareridt.
STORMFALD er første bog i en ny serie, der udspiller sig i Ådalen, det norrlandske skovland ved Ångermanelvens bred.
Spalten af Sharon Bolton

Udgivelsesdato: 7/5-2021
Lige meget hvor langt væk man løber, vil nogle hemmeligheder altid indhente en …
Den fjerntliggende antarktiske ø South Georgia sender snart sommerens sidste båd af sted – hvilket betyder sikkerhed for den fastboende glaciolog Felicity Lloyd. Felicity lever i frygt – frygt for, at hendes eksmand Freddie vil finde hende, selv herude. Hun tog et job på denne isolerede ø for at skjule sig for ham, men nu da han er ude af fængslet og har afsonet en dom for mord, ved hun, at han ikke vil give op. En læge hjemme i Cambridge dykker ned i baggrunden for Felicity og Freddies forhold og finder ud af, at Felicity har kørt på kanten længe. En rejse til South Georgia for at forsøge at nå frem til hende først er det eneste, han kan finde på for at hjælpe hende.
Øen af Ragnar Jonasson

Udgivelsesdato: 11/5-2021
Forlag: Gads forlag
Øen er anden bog i den internationalt hyldede krimiserie om Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi.
Da Hulda Hermannsdottir ankommer til den mystiske og vanskeligt tilgængelige ø Ellidaey, finder hun tre chokerede venner i en jagthytte. De var fire, som tog af sted på tur, men hvad er der blevet af den sidste ven? Alle tre lader de til at vide mere, end de vil fortælle.
Ti år tidligere, i efteråret 1987, rejste et ungt kærestepar på en romantisk weekend til Vestfjordene i Island. En tur, som fik en brat afslutning og katastrofale konsekvenser for en familie.
Det store spørgsmål for Hulda er, om der er en forbindelse mellem de to sager. Er der en morder, der hjemsøger disse øde steder?
Øen er andet bind i trilogien om politefterforsker Hulda Hermannsdottir. Trilogien er fortalt i omvendt kronologi, og i denne bog møder vi Hulda midtvejs i sin karriere. Hulda prøver at opklare de to sager, men hun er også optaget af en privat efterforskning, der skal kaste lys over hendes egen familie og historie.
Mysteriet på værelse 622 af Joël Dicker

Udgivelsesdato: 12/5-2021
Forlag: People’s Press
En sen decembernat sker der et mord på det fornemme Palace de Verbier-hotel i de schweiziske alper. Politiet finder aldrig den skyldige.
Mange år senere besøger forfatteren Joël Dicker Palace de Verbier og bliver hvirvlet ind i mysteriet om, hvad der skete dengang på værelse nr. 622.
Han drager ud på en rejse tilbage i tiden og langt ind i den schweiziske bankverden, hvor højpolitiske magtspil, trekantsdramaer, svig og maskespil leder til de fatale begivenheder på Palace de Verbier.
Men intet er, hvad det ser ud til at være, og alt står åbent, til den sidste maske falder.
Jeg fryser om dine hænder af Jesper Nikolaj Christiansen

Udgivelsesdato: 15/5-2021
Forlag: Copenhagen Storytellers
Forestil dig, hvordan historien ville være, hvis messias-myten udspillede sig på Grønland i det 21. århundrede, i stedet for i Mellemøsten i år 0; besætterne er ikke romere, men danskere…
Det er historien du kan læse i romanen af Jesper Nicolaj Christiansen ”JEG FRYSER OM DINE HÆNDER”.Køb den nu og lad dig slå omkuld af en hæsblæsende fortælling, der ikke er bange for at bevæge sig ud til grænserne og lige lidt over. En fortælling, hvor den usynlige barriere mellem virkelighed og det overnaturlige bliver udvisket med en klud vædet i sindssyge.
I ”JEG FRYSER OM DINE HÆNDER” er Veteranen Rasmus tilbage fra Afghanistan og lever et hurtigt liv med alkohol, stoffer og kvinder. Men da justitsministerens datter meldes savnet i Østgrønland, involveres Rasmus i en ufrivillig mission til det eneste sted i verden, han ikke vil tilbage til; sin barndomsby Tasiilaq.
Hvem har taget justitsministerens datter? Er det den nyopståede terrorgruppe, den pædofile, ingen vil snakke om, eller er det Grønlands ånder? Bestil bogen og find ud af hvilke hemmeligheder Grønland skjuler.
”JEG FRYSER OM DINE HÆNDER” er en dybdeborende spændingsroman om identitet, rødder, psykisk syge, fanatisme og det overnaturlige. Med hæsblæsende action og i ægte arctic noir-stil tager hovedpersonen, Rasmus, os med igennem den grønlandske natur og natteliv, hvor mytologi og religion støder sammen med højreekstremisme. I Rasmus’ fodspor møder læseren et Grønland man ikke hører om så tit, hvilket bryder de fordomme, man måske måtte have om det yderste Udkantsdanmark.
Giftige nåle af Alison Belsham

Udgivelsesdato: 15/5-2021
Forlag: Jentas
#2 i serien om Sullivan & MullinsHan efterlader sine ofre kæmpende for deres liv, men dødsmærkede. Midt under en hedebølge bliver en ung kvinde brutalt overfaldet på vej hjem fra nattelivet og må siden kæmpe for livet på en hospitalsstue. Et døgn senere afgår hun ved døden, og man finder en dødbringende tatovering på hendes krop. Da endnu en ung kvinde forsvinder, frygter efterforskningschef Francis Sullivan og hans team, at en seriemorder er løs i Brightons gader. Hans team udpeger hans tidligere elskerinde Marnis søn Alex Mullins som hovedmistænkt. Kan Francis glemme deres fælles fortid og frelse det næste offer, før det er for sent?
Beatrice af Lina Bengtsdotter

Udgivelsesdato: 20/5-2021
Forlag: People’s Press
Kriminalinspektør Charlie Lager kæmper med sine egne dæmoner i form af både alkohol og nære forhold. En morgen vågner hun op efter en nat i byen, som hun kun har svage erindringer om. Hun ved ikke, hvem der har været med hende hjemme. Men alt dette må hun lægge til side, da hun bliver kaldt til Karlstad, hvor en ni måneder gammel pige er forsvundet. Forældrene er i chok, og medierne pisker en hektisk stemning op. Et lovende spor viser sig at være en blindgyde, og Charlie begynder at få en fornemmelse af, at hverken forældrene eller folk i deres omgangskreds reelt har lyst til at fortælle sandheden om den forvundne baby, Beatrice. For hver time der går, svinder chancen for at finde den lille pige i live, og Charlie må presse sig selv til det yderste.
Maskemanden af Lotte Petri

Udgivelsesdato: 20/5-21
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Det siges om retsantropolog Josefine Jespersen, at hun kan få knogler til at tale og finde frem til sandheden bag grusomme drab. Men hun får sin sag for, da et af kranierne i en oldtidsgrav i den svenske by Motala skiller sig ud. Ved en skanning opdager hun, at der er tale om et nutidigt kranie med en knogleflis fra et andet menneske indeni.
Sporene leder til Danmark, og drabsefterforsker Alexander Damgaard kommer på sagen. Han opdager, at fundet i Motala har relation til en gammel uopklaret sag, som han må finde frem i det gamle arkiv på Politigården.
Josefine og Alexander danner igen makkerpar, og Josefine fornemmer, at gerningsmanden skal findes i hendes faglige miljø. Noget tyder dog på, at hun via sin efterforskning bringer sit liv i fare.
Maskemanden er anden bog i serien om retsantropologen Josefine Jespersen og Alexander Damgaard.
Instinktet af Ashley Audrain

Udgivelsesdato: 20/5-2021
Forlag: Hr. Ferdinand
Et medrivende psykologisk drama om en families skabelse og destruktion.
Blythe O’Connor ønsker ikke, at historien skal gentage sig. Violet er hendes første barn, og hun vil give hende al den kærlighed, hun fortjener. Den kærlighed, Blythe ikke selv fik af sin egen mor. Men det er aldrig nemt at blive forælder, og Violet er ikke noget nemt barn. Hun smiler aldrig, og snart føler Blythe, at hun gør alting forkert – og at der muligvis er noget alvorligt galt, enten med hende selv eller datteren. Hendes mand Fox siger at det er noget, hun bilder sig ind, men Violet er heller ikke på samme måde, når hun er sammen med sin far. Og han forstår ikke, hvad Blythe måtte gennemgå, da hun var barn. Det er der ingen, der gør.
Blythe vil gerne være en god mor. Men hvad nu hvis det ikke er nok for Violet? Eller Fox? Og hvad nu, hvis hun bare ikke bemærker mørket, der kommer snigende?
Mor og datter. Engel eller monster? Vi vælger ikke selv hvad vi arver, eller hvem vi bliver til …
Malstrøm af Helle Mogensen

Udgivelsesdato: 21/5-2021
Forlag: Alpha
FORUROLIGENDE KRIMI FRA DEN JYSKE VESTKYST
En forårsaften finder psykolog Anne Lebæk liget af en ung kvinde i sin venindes hjem i Hvertsunds gamle fiskerkvarter. Anne kender kvinden overfladisk fra sin praksis og bliver opslugt af at opklare, hvem hun i virkeligheden var, og hvem det er, der ønskede hende død. Annes søgen bringer hende tæt på det rå og vindblæste samfunds skyggesider, hvor alle tilsyneladende har noget at skjule. Og hvor morderen, hvem det end er, aldrig er langt væk.
Malstrøm er en roman om at leve på kanten af sindets afgrund og om konsekvensen, når den hårfine skillelinje mellem fornuft og vanvid bliver overskredet – og om at blive svigtet af dem, man stoler allermest på.
Helle Mogensen er forfatter og journalist. Hendes første roman, Havunger (2019), om den introverte psykolog Anne Lebæk, der flytter hjem til den jyske vestkyst efter flere års eksil i København, fik en fornem modtagelse og blev kaldt “en flot stilsikker debutkrimi” og “meget mere end en krimi.” Malstrøm er andet fritstående bind i serien. Helle Mogensen er opvokset i Nuuk og en lille midtjysk landsby og bor i dag sammen med sin datter på limfjordsøen Mors i Nordjylland.
Fælden klapper af Tom Oxager

Udgivelsesdato: 21/5-2021
Forlag: mellemgaard
Fælden klapper er fjerde bog i serien om Skurvognsdetektiven og Ole Thorvaldsen. Ofte går det over stok og sten, når Kasper Havthorn, Sabrina Frigast og Ole Thorvaldsen er lige i hælene på forbrydere og tyveknægte. Særlig Ole har nok at se til, for han skal jo også hyppigt ned til sin kæreste i Provence for at hjælpe med både det ene og andet. På det store slagteri i Sæby sker et grimt mord, som politiet allerede fra starten får helt galt fat på. Medicintyve hærger en del plejehjem i Vendsyssel. Den gamle, værdifulde borgmesterkæde i Sæby bliver stjålet. Også på Flyvestation Aalborg forsvinder store mængder gods og andet værdifuldt, så Kasper med bistand fra Jægerkorpset må tage affære. En mystisk grøn lastbil henter kvæg, svin og fjerkræ fra en række gårde uden aftale med ejerne. Også kunsttyve er igen på spil. Skurvognsdetektivernes firma Havthorn&Frigast er ved at få et godt ry for hurtighed og effektivitet. I samme takt vokser deres bankkonto tilfredsstillende.
Østfrisered af Klaus-Peter Wolf

Udgivelsesdato: 21/5-2021
Forlag: mellemgaard
Ubbo Heide, tidligere politichef i Østfrisland, nyder det fredsommelige pensionistliv med sin kone. Altså lige indtil han nok engang bliver trukket ind i mordefterforskningens dystre verden, da en modbydelig pakke dukker op ved hans hoveddør. Pakken indeholder et mordoffers afskårne hoved; en mand, som Heide har forsøgt at få skovlen under i mange år. Da man finder en torso på stranden, går man ud fra, at den hører sammen med det afskårne hoved. Lige indtil et nyt hoved kommer med posten. Det tilhører også en kriminel, som aldrig blev dømt for sine forbrydelser. Politiinspektør Ann Kathrin Klaasen, der nu er sat på sagen, indser, at de muligvis står over for en brutal seriemorder. En, der tager retfærdigheden i egne hænder …
Det forkerte mord af Bjarne Hatting

Udgivelsesdato: 21/5-2021
Forlag: mellemgaard
Historien om, hvordan en enlig far bliver skudt af mafiaen ved en fejltagelse. Hans 12-årige datter overværer mordet. Man prøver at skyde hende, men hun undslipper.
Både politi og mafiaen leder efter hende. Man følger hende i New York, hvor hun lever under vidnebeskyttelse. Man følger hendes karriere inden for TV. Hvordan hun år senere får hævnet sin far.
De kompetente af Klas Ekman

Udgivelsesdato: 21/5-2021
Forlag: Modtryk
En mand og en kvinde tjekker ind på et hotel. Johan ser en nat med forbudte eventyr for sig, mens Anna planlægger at afslutte affæren for at satse helhjertet på sin familie.
Weekenden bliver ikke, som nogen af dem har forestillet sig. En katastrofal fejltagelse fører til, at de træffer en skæbnesvanger beslutning. Den ene beslutning trækker den næste med sig, og snart har de mistet kontrollen over det, der i udgangspunktet var to helt almindelige liv.
DE KOMPETENTE er Klas Ekmans debut, og han kombinerer det sorteste mørke med varme, humor og tårnhøj genkendelsesfaktor. Resultatet er en thriller, der sniger sig ind under huden på læseren.
Døden i kurbadet af Anna Grue

Udgivelsesdato: 28/5-2021
Forlag: Lindhardt & Ringhof
I ”Døden i kurbadet” er Anne-Maj Mortensen taget på luksus spaophold for at forkæle sig selv efter en hård knæoperation. Der er dog ikke meget forkælelse over opholdet, da knæet gør ondt, maden er elendig og en af de andre spagæster pludselig dør. Anne-Maj burde tage den med ro, men i stedet går hun ind i sagen.
Bevæbnet med sine krykker og et lager af smertestillende medicin begiver hun sig ud på en mission for at opklare det makabre mord, hvilket ikke ligefrem vækker glæde hos det lokale politi.
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Udgivelsesdato: 28/5-2021
Forlag: Gads
“Døden mellem linjerne” er første bind i Elly Griffiths’ gysende krimiserie om Harbinder Kaur
Clare Cassidy er helt tryg ved mord – i hvert fald dem fra litteraturen! Hun underviser i litteratur, og er i færd med at skrive en bog om gotisk litteratur og gyserforfatteren R.M. Holland. Men da en kollega bliver fundet død med et citat fra R.M. Holland, bliver fiktionen på skræmmende vis levendegjort. Clare er rystet over, at morderen kan være én fra hendes omgangskreds, og skriver sin frygt ned i skjul i sin dagbog. Men en dag gør hun et gruopvækkende fund i sin dagbog: En fremmed har skrevet en besked til hende. Claras liv minder pludselig påfaldende meget om handlingen i en af hendes favorit gyserbøger, og det løber koldt ned af ryggen på hende, da hun genkalder historiens afslutning…
Undergravet af Lone Theils

Udgivelsesdato: 31/5-2021
Forlag: People’sPress
Signe Brask har det svært med sin nye chef. For at ydmyge hende har han sendt hende til Klitmøller, hvor hun skal vikariere som patruljebetjent.
Men der går ikke længe, inden Signe står med en ny sag. Præstens unge, smukke kone er sporløst forsvundet. Snart viser det sig, at der under overfladen ulmer en voldsomreligionskrig i det lille samfund af fiskere og surfere.
Opklaringsarbejdet med den lokale betjent Dennis er tungt. Samtidig bliver Signekonfronteret med sin egen fortid på en måde, der ændrer hendes liv for altid.
Undergravet er andet bind i serien om Signe Brask.
Vi tager forbehold for ændringer.
det vil jeg elske at vinde så man kan nyde sommeren med gode bøger