Kaffe med Christian Mørk

Tror på fantasiens kraft.

Jeg var så heldig i begyndelsen af november at få lov at møde Christian Mørk, som jeg har læst med stor begejstring. Han er et imødekommende, høfligt, empatisk menneske, som skriver det Ingolf Gabold har kaldt eventyrthrillers.

Mødet fandt sted på café Casablanca i Århus og vi var fem krimibloggere der var inviteret af Politikens Forlag til at høre om Drengen ingen kunne finde og spørge Christian Mørk om forfatterskabet. Det blev til 2 meget hyggelige timer i godt selskab.

Drengen ingen kunne finde er en klassisk spændingsroman, tilsat uhygge og en duft af eventyr.
Om handlingen: Gordon Shane sidder i sin bil i Vermont og kigger op mod sin brors forkullede hus. Det gør han af og til, fordi han jages af tanker om brorens kone, Iris – der brændte op derinde – og om sin nevø Martin, der har været sporløst forsvundet siden branden.

Gordon har fundet Martins skitsebog et stykke fra brandtomten. Den er fyldt med tegninger af mænd med brede hatteskygger, der rider på store, brune heste. Men Martin har også tegnet en høj, tynd mand i en lang skødefrakke. Andre i området har set den mand dukke op på vejen, lige før byen blev hjemsøgt af dødelige uheld. Og ude fra skoven har nogen holdt øje med dem længe.

Udover det er en spændingsroman er det også en kærlighedshistorie, med en stor tristesse over sig. Jeg er meget begejstret for bogen og anbefaler den til alle.

En sokkel af drama.

Hvor kom Drengen ingen kunne finde fra?

“Jeg havde haft en idé liggende i skuffen længe om en vejarbejder fra Vermont. Det begyndte som et manuskript til en film. Den blev taget op og ændret, vejarbejderen fik en bror bl.a. Det skulle være en enkel, skarptskåret bog med korte kapitler. Alt det overflødige skulle skæres væk. Handlingen er personernes ageren. Der skulle være en kraftig handling, bygget på en sokkel af drama”, siger Christian Mørk og fortsætter:

“Udgangspunktet var, at nogle kom galt af sted. Bogen skulle handle om noget jordnært som bliver usædvanligt. Mødet med det ukendte, der giver en overraskelse.

“Et af temaerne i bogen er at slutte fred med sin fortid og kunne tilgive, både sig selv og andre”, fortæller forfatteren.

Christian Mørk kan godt lide at arbejde med spejlbilleder, så tingene spejler sig i bogen, Gordon og Harold og deres forhold er spejlet i drengene Martin og Benjamins forhold.

Han mener, at man skal have sympati for djævelen, at alt ikke kun sort og hvidt. Den person der står i skyggen er ofte den mest spændende figur. Også i denne bog, hvor man får sympati med de anderledes.

Christian Mørk sidder indeni alle personerne og er dukkefører. Personerne belønner ham, når han ser dem. De fortæller ham, hvem der skal fylde mere eller mindre.

Christian Mørk har boet i Vermont og kender området godt.

“Vermont minder på mange måder om Skandinavien. Her klarer man sig selv og gemmer tingene væk. Man kan kvaje sig i fred”, siger han.

Dagdrømme på papir.

Christian Mørk håber, vi som læsere kan forestille os, hvad der sker, men ikke forudse det.

“Der er to muligheder, enten finder de drengen eller ikke. Det er den korsvej der er spændende, at skulle vælge og de konsekvenser valget medfører”, forklarer forfatteren.

Christian Mørk tager det aldrig for givet, at han kan skrive. Han føler sig privilegeret og heldig. Han er sårbar og læser ikke anmeldelser før længe efter.

Han kan skrive alle steder – på busser, i lufthavne. Han formår at lave sit eget rum omkring sig, det er en tilstand. Han kan lukke alt ude!

Det kræver stor selvdisciplin at være forfatter. Men han føler ikke det er svært at holde disciplinen, føler sig privilegeret. Det driver ham, at det kun er op til ham selv at skrive og få smør på brødet.

Hvad er hans drøm? At det aldrig holder op! Han føler selv, at han er midt i drømmen.

Christian Mørk er formet af at tage noget andet tøj på og være en anden, altså skuespillerens erhverv. Det har været godt for fantasien, at man kan være en anden. Det bruger han, når han skriver. Han mærker efter, når han skriver – kan ikke tænke det frem. Lidt som en skuespiller. Han ER. Måske derfor, at bøgerne er så stemningsfulde og sanselige.

Selvforglemmelse og indlevelse er det ultimative i skriveprocessen, hvis han er bevidst bliver det ikke så godt. Han skal gå med på fantasien.

Christian Mørk føler sig som en fortæller, ikke en forfatter. Han beundrer humlebien. Den kan noget, den ikke burde kunne!

Jeg kan på det varmeste anbefale jer at læse Christian Mørks bøger. Han har en unik”stemme” i dansk litteratur. Som tidligere skrevet, var det en rigtig hyggelig formiddag og jeg glæder mig absolut til at gense Christian Mørk på Krimimessen 2016.

Til slut får i lige et godt råd, som Christian fik og som kan bruges i mange af livets forhold:

Mormors gode råd: “Pas på dem der får fribilletter. Det betalende publikum svigter ikke, så længe man ikke svigter dem”.

Drengen ingen kunne finde udkom på Politikens Forlag d. 27. oktober i år.