Hvis Sherlock Holmes tog fejl

Sådan lyder det når Sherlock Holmes ser den, for ham, indlysende sammenhæng i de mange sager han har haft som britisk mesterdetektiv. Det handler om at skære det usandsynlige fra bevismaterialet, hvilket ifølge Holmes medfører, at det resterende må, kan og skal indeholde en løsning. En arbejdsmetode, som nærmest er blevet kendetegnende for Holmes. Men hvad hvis han af og til tog fejl?
Sherlock Holmes viden og evner rangerer fra et professionelt niveau til et mere lommefilosofisk af slagsen. Logikken har altid været det primære pejlemærke for den piberygende detektiv. Som f.eks. da Holmes og Watson i novellen Det gule ansigt vender hjem efter en gåtur og finder en efterladt pibe i ”venteværelset” i Baker Street. Holmes er ikke længe om at udlede, at ejeren må være meget glad for piben da den tydeligvis er blevet repareret og ikke udskiftet efter at have været i stykker. Og ikke mindst må ejeren ifølge Holmes have været aldeles forvirret og sindsmæssigt ude af balance, når han bare sådan kan glemme sin dyrebare og elskede pibe. Det er den form for logik Sherlock Holmes mestrer til fulde.
Hvad nu hvis…
Det er ikke et fåtal af kriminalsager, som Holmes og hans trofaste partner Dr. Watson har løst – både med sund fornuft og med hjælp fra euforiserende stoffer. Sherlock Holmes var overbevist om, at stofferne stimulerede hjernen og især når den ikke blev brugt aktivt i kriminalsager.
Holmes er blevet et litterært ikon for grundigt og ikke mindst kløgtigt
detektivarbejde. Men hvad nu hvis han ikke var så stor en casesolver, som vi altid har troet. Med både stofferne og Holmes metoder in mente er der nu engang en vis sandsynlighed for, at noget kunne være gået galt i opklaringsarbejdet. En detalje kunne være overset og have medført, at en forkert person er blevet udpeget som gerningsmand.
Hvor mange er mon i Holmes kokainrus blevet arresteret eller jaget i døden på falsk grundlag? Og har han selv haft kendskab til fatale fejl i sit virke som detektiv og bevidst benægtet dem på grund af hans egen mærkbare stolthed?
Sherlock Holmes på Krimimessen 2013
Disse spekulationer bliver omsat til en levende fortælling på Krimimessen 2013, hvor historiefortæller Hans Laurens vil overveje muligheden for, at Sherlock Holmes i en specifik og velkendt sag har taget gruelig fejl. Fortællingen har fået titlen London Smog.
Det er dog ikke til at tage fejl af, at Sherlock Holmes lever i bedste velgående. I hvert fald på Krimimessen, hvor Peter Christensen og Morten Kjær fra Komediehuset i Horsens vil spankulere rundt på Fængslet forklædt som henholdsvis Holmes og Watson. De vil desuden med humor og snilde genspille en klassisk slutscene fra en af fortællingerne om mesterdetektiven.
Sherlock Holmes vil også blive fikspunkt i en paneldiskussion på Krimimessen, hvor garvede Sherlock-entusiaster blandt andet vil diskutere bøgernes betydning for genren. Diskussionen bliver afholdt på baggrund af genudgivelsen af Sir Arthur Conan Doyles roman- og novellesamling om Holmes og Watson.
I den forbindelse vil forfatter og vicepræsident i Sherlock Holmes Klubben Svend Ranild desuden gæste Krimimessen. Svend har skrevet forordet til de to nyoversatte udgaver af Et studie i rødt og De fires tegn og vil på messen blandet andet holde et foredrag med titlen Sherlock Holmes – et fænomen i 125 år. Glæd dig!
Baskervilles hund – sagen genåbnet
Har du fået blod på tanden og fået lyst til, at grave dybere i sagen om hvorvidt Sherlock Holmes altid havde ret eller ej, findes der en omfattende analyse af teorien. Du finder den i bogen med titlen Sherlock Holmes was wrong – Reopening the Case of the Hound of the Baskervilles (2007), som er skrevet af den franske forfatter og psykoanalytiker Pierre Bayard.
Bogen er et dybdegående studie af Sir Arthur Conan Doyles Baskervilles hund og har til hensigt at afsløre en række fejl og usandsynligheder i Sherlock Holmes detektivarbejde og i bogens udfald. I et omfattende detektivarbejde dissekerer forfatteren sagen om bæstet på engelske hede og diskuterer alternativerne for både morder, metode og forbrydelse.