Forfatternes ferielæsning – Pernille Boelskov

Vi har spurgt en række krimiforfattere om, hvilke bøger de kaster sig over i løbet af sommeren.

Her er det forfatter Pernille Boelskov, der fortæller om sine ferielæseplaner.

“Min sommerlæsning byder på nogle af alle de bøger, jeg ikke har nået at læse, mens jeg gjorde min egen krimi, Brudzonen, færdig her op til ferien.

Derfor skal jeg helt bestemt bruge tid i haven med Malene Ravns roman Hvor lyset er, der handler om kunstneren Carl Fischers liv. Jeg var vild med hendes forrige roman også, så denne kommer øverst i stakken.

Selvfølgelig skal jeg også læse krimi denne sommer. Jeg plejer at læse Arne Dahls nye bøger, straks de kan hentes i boghandlen. Men med et hektisk forår har jeg stadig hans 4. bind om Berger og Blom, Friheden, til gode. Den kan jeg slet ikke vente med at komme i gang med. Så har jeg også snart hørt så meget godt om Elly Griffiths Ruth Galloway-bøger, så dem håber jeg også at stifte bekendtskab med.

Årets ferie bliver herhjemme på Bornholm, så jeg satser på masser af læsetid. Den skal også bruges på Afhopperne af Jesper Clemmensen. Han skriver om et af de emner, jeg selv har været dykket ned i forbindelse med researchen til Brudzonen. Nemlig om de mennesker, der flygtede over Østersøen fra kommunismen under den kolde krig”.


Pernille Boelskov

Foto: Martin Thaulow

Forfatter, journalist og tilflytter til Bornholm.

Vild med karbade & krimier (gerne i kombination), gode historier og sociale medier – og drømmer om at have rygrad nok til at blive vinterbader i Hasle.

Og så er jeg selvfølgelig vild med Bornholm.

Oprindeligt er jeg født på Sydfyn, men forelskede mig i en klippeø – og en bornholmer, så efter otte år på Vesterbro i Kbh, flyttede vi “hjem” til Bornholm.

Min ambition er at skrive krimier, hvis plot er så viklet ind i de bornholmske særpræg, at de ikke kan foregå andre steder end på klippeøen.

(tekst fra www.pernilleboelskov.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.