Forfatternes ferielæsning – Lotte Petri

Vi har spurgt en række krimiforfattere om, hvilke bøger de kaster sig over i løbet af sommeren.

Her er det forfatter Lotte Petri, der fortæller om sine ferielæseplaner.

Sommerferie for mig er læseferie – og der får jeg forhåbentlig gjort et indhug i en efterhånden faretruende høj stabel bøger, som jeg har anskaffet mig i løbet af året. Jeg elsker at købe bøger, og efterhånden opstår der mangel på hyldeplads, så jeg læser også e-bøger på min Mofibo-reader, selvom jeg foretrækker papirbøger. 

Jeg ser virkelig frem til læsning i timevis i liggestolen i selskab med gode og spændende bøger, og så må mit manuskript holde sommerferie. For mig er det svært både at læse og skrive krimier samtidig, så desværre får jeg ikke læst så mange bøger, som jeg gerne ville. Derfor er sommerferien et åndehul, hvor jeg virkelig får vendt sider. 

Jeg har udvalgt nogle bøger, jeg særligt glæder mig til at læse: 

Jeg ser meget frem til at få læst ”Kommissæren” af tidligere kriminalkommissær Ove Pedersen, som er blevet kaldt Roskildes Wallander, og den skulle omhandle dobbeltdrabet på Femøren og mordet på rockerpræsidenten Makrel og sagen om pigen fra Kundby, der ville bombe sin skoleklasse i islams navn. Jeg var til Ove Pedersens reception, da bogen udkom og fik et signeret eksemplar. Jeg læser meget faglitteratur om virkelighedens drabssager for at få så meget baggrundsviden som muligt. Det er svært ikke at blive inspireret af politiets efterforskning til mine egne fiktive miljøer, og man får et indblik i virkelighedens menneskelige ondskab. I den forbindelse kan jeg anbefale ”Udenfor skinner solen” af retsmediciner Hans Petter Hougen, som jeg også får god hjælp af, når jeg skal skrive mine retsmedicinske scener, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Bogen giver et detaljeret indblik i en retsmediciners hverdag og de skæbner, han møder på sin vej. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker krimier, og jeg glæder mig vildt meget til at læse ”Den tavse patient” af Alex Michaelides, som jeg har hørt meget godt om og fået den anbefalet af en af mine venner. 

Jeg er gået i gang med ”Kniv” af Jo Nesbø, og den er virkelig lovende.

Jeg har kun læst et par kapitler, men det bliver nok den første, jeg kaster mig over, når jeg går på ferie, som jeg skal holde i Danmark, nærmere bestemt i sommerhuset i Hornbæk.

Jeg ønsker jer alle en dejlig og solrig sommer”.


Lotte Petri

Foto: Hanne Fuglbjerg

Lotte Petri er født i 1968 og uddannet cand.mag. fransk og HD i afsætningsøkonomi. Hun er gift og har 2 voksne børn.

Hun har gennem adskillige år gjort karriere som marketingchef i Dansk Erhverv, der har til huse i Børsbygningen, før hun besluttede sig for at skrive krimier. Endelig har hun også i en periode arbejdet i Erhvervs- og Vækstministeriets Departement.

Petri debuterede i foråret 2009 med krimien ”Den 5. Plage”, der handler om et planlagt biologisk terrorangreb med miltbrandbakterier mod København. Bogen fik fine anmeldelser og hun blev indstillet til Danske Banks Debutantpris. I december 2011 udkom efterfølgeren “Vand til Blod”, som har begejstret anmeldere og læsere.  “Sort Død” udkom i 2014, og en anmelder skrev, at der var tale om ‘herlig omgang klassisk, velkomponeret guf’. Nummer fire i serien, “Hvidt Snit” har bl.a. fået disse ord med på vejen: “gys, uhygge, gys – og mere gys” (Politiken).

Derudover står Lotte Petri bag titlerne: “Black Notice”, “Djævelens værk”, “Blodengel – tandsamleren”, “Blodengel 2 – Åndemaneren” samt en række kriminoveller.

Lotte Petri er medlem af Hovedbestyrelsen i Dansk Forfatterforening og bestyrelsesmedlem i Det Danske Kriminalakademi. (dele af teksten er fra www.lottepetri.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.