Forfatternes ferielæsning – Kristian Corfixen

Vi har spurgt en række krimiforfattere om, hvilke bøger de kaster sig over i løbet af sommeren.

Her er det forfatter Kristian Corfixen, der fortæller om sine ferielæseplaner.

1) 

Til daglig arbejder jeg på Politikens indlandsredaktion, hvor min gode kollega Kim Faber også sidder. Parallelt med at jeg har skrevet min første bog, har jeg fulgt med i Kims og hans hustru Janni Pedersens arbejde med deres første kriminalroman. “Vinterland”, som den hedder, er siden udgivelsen blevet en stor succes. Og det kan altså ikke overraske. Ikke når man ved, hvor dygtig en skribent, Kim er. Og det så koblet sammen med Jannis unikke indblik i den virkelige kriminalverden, som hun beskæftiger sig med som journalist – det kunne jo nærmest kun blive godt, da de to besluttede sig for at skrive en krimi. Jeg købte romanen til deres udgivelsesreception, men har endnu ikke haft tid til at læse den. Den ligger øverst i kufferten, når min kæreste og jeg tager på ferie.

2) 

På Krimimessen i år var et af de hyggeligste bekendtskaber, jeg gjorde mig, Kirstine Kloster Andersen. Vi havde nogle gode snakke i Horsens, hvor vi hurtigt blev enige om, at vi jo egentlig nok var to outsidere: Vi er jo ikke krimiforfattere, men skriver dokumentarisk og arbejder journalistisk. Så når vi skriver, kan vi ikke tillade os bare at finde på, hvilket har gjort, at både Kristine og jeg har måtte grave os igennem tusindvis af siders dokumenter for at finde brudstykker, der kunne blive brikker i vores historier. Jeg tog Kirstines roman “Spurven”, som handler om nazi-agenten Vera Schalburg, med hjem fra messen. Og jeg gik i gang med at læse, så snart jeg kom hjem. Jeg må sige: Det er et vildt beundringsværdigt arbejde, der er kommet ud af Kirstine Kloster Andersens hvem-ved-hvor-mange interviews og besøg på støvede arkiver rundt om i verden. Sikke en utrolig historie, hun har løftet ud af fortiden. Virkeligheden er altså nogle gange bare så vild, at den overgår fiktionen. 

3) 

Det var først et par måneder, efter jeg havde afleveret manuskriptet til min bog Sygeplejersken, at jeg indså, hvordan drabssagen fra Nykøbing Falster Sygehus havde påvirket mig i løbet af de år, jeg havde beskæftiget mig med den. Jeg kan kun forestille mig, hvordan Truman Capote må have haft det, dengang han arbejdede på “In Cold Blood” – på dansk “Med koldt blod” – som siden blev definerende for genren true crime. Efter sigende endte Capote med at blive fuldstændig besat af den kriminalsag, han satte sig for at ville fortælle om, og det endte med at tage Capote seks år at skrive In Cold Blood færdig. Læser man hans værk, forstår man det. Måden, som han formår at skildre det lille lokalmiljø i Holcomb i Texas, da det i 60’erne blev forandret af et bestialsk firedobbelt mord, er så absolut imponerende. Personkarakteristikkerne, detaljerne, den lille fortælling i den store. Jeg har læst bogen flere gange og kommer bestemt til at gøre det igen. Måske denne sommer. Og jeg kan kun anbefale krimientusiaster at gøre det samme. Det, at man faktisk kommer ind i hovederne på ofre og gerningsmænd, som ikke er født ud af fiktion, gør kun fortællingen endnu mere uafrystelig. 

Kristian Corfixen

Kristian Corfixen
Foto: Kristian Corfixen

Kristian Corfixen er forfatter og journalist ved Politiken.

I marts 2019 udgav han “Sygeplejersken” på Lindhardt og Ringhof.

I denne dokumentariske beretning rekonstruerer journalist Kristian Corfixen den nattevagt, som siden førte til, at sygeplejersken blev idømt 12 års fængsel for flere drabsforsøg. For første gang blotlægges politiets efterforskning, og bogen afslører en lang række detaljer om sagen, der ikke har været fremme i offentligheden før. Alle sagens hovedpersoner medvirker i bogen – heriblandt den dømte Christina Aistrup Hansen samt politiets kronvidne, som begge for første gang udtaler sig offentligt om sagen. I bogen står overlægen, der anmeldte sagen, sammen med politiets kronvidne også frem med kritik af Nykøbing Falster Sygehus og det danske sundhedsvæsens måde at håndtere sagen på. For har vi lært af sygeplejerskesagen og forsøgt at forhindre, at noget lignende vil kunne ske igen? Det mener de ikke.

Kristian Corfixen dækkede sygeplejerskesagen for dagbladet Politiken, da den blev behandlet i by- og landsretten.

Da bogen udkom i marts i år, fik den stor ros af anmelderne og strøg direkte ind som nummer 1 på bestsellerlisterne.

Seneste udgivelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.