Forfatternes ferielæsning – Inger Wolf

Vi har spurgt en række krimiforfattere om, hvilke bøger de kaster sig over i løbet af sommeren.
Her er det forfatter Inger Wolf, der fortæller om sine ferielæseplaner.
“Jeg bruger i høj grad sommerferien til at få læst alle de bøger, jeg ellers ikke får læst, fordi jeg har for travlt. Meget tit får jeg bøger forærende af forlaget og mine gode krimikolleger, for eksempel på Krimimessen, og på den måde vokser bunken af bøger, som jeg gerne vil læse, gennem året. Når jeg selv skriver, læser jeg ikke krimier, så derfor er sommerferien tid til revanche.

I år indeholder bunken blandt andet de seneste bøger fra Elsebeth Egholm, Inger Gammelgaard Madsen, Jakob Melander, Helle Vincentsz og Finn Halfdan. Det er ikke bare krimier for mig, men også bøger, der er skrevet af mennesker, som jeg har et personligt og godt forhold til. Jeg prøver at holde mig opdateret på, hvad mine kolleger laver, men det er svært at følge med, fordi der kommer så meget nyt hele tiden.
Derudover glæder jeg mig også til at læse Peter Øvigs nye bog, “Min mor var besat”, som handler om hans liv med en psykisk syg mor. Jeg har læst nogle fantastiske anmeldelser og interviews, så forventningerne er høje.

Endelig vil jeg læse “En djævel i den lyse nat” af journalisten Søren Baastrup. Det er en dokumentarisk beretning om drabet på den 18-årige Stine Geisler i 1990. Hun blev fundet kvalt ihjel af en kok i kælderen under et spisested i København. En forfærdelig sag, som stadig er uopklaret. Jeg læser rigtig mange bøger om virkelige sager både i og uden for ferien. Det er sådan, jeg lærer om, hvorfor mennesker slår ihjel, og det kan jeg så bruge, når jeg skriver.
God sommer alle sammen.”
Inger Wolf
Inger Wolf er forfatter og foredragsholder. Hun er født i Herning i 1971, men tilbragte de første ti år af sit liv i Århus. Siden boede hun i den sydlige del af landet i 18 år, indtil hun flyttede tilbage til Århus i 2001. Hun har en BA i engelsk, som hun i mange år brugte til at ernære sig som freelance oversætter.
Hun begyndte at skrive i en meget tidlig alder. Som 15-årig gik hun i gang med sin første roman – en bog om et rockband. Denne endte dog i skraldespanden. Flere mislykkede forsøg fulgte, indtil hun i 2000 fik sin første bog, Sidespring udgivet.
Siden er det blevet til elleve andre bøger. Syv i serien om politikommissær Daniel Trokic, hvoraf den første vandt Kriminalakademiets debutantpris, samt tre i serien om psykiateren Christian Falk. Endelig har Storytel/Mofibo udgivet krimiserien Pyromanen i 2018.
Ingers bøger er udgivet i Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Holland, Spanien og USA. Hun holder desuden foredrag om mental sundhed og sine bøger.
I dag bor hun i udkanten af Aarhus med en hund og en kat.
Tekst fra ingerwolf.com
Seneste udgivelse
