5 fine filmatiseringer

På en måde tigger krimigenren, med sine stemningsmættede miljøbeskrivelser, sit farverige og karikerede persongalleri og den udpenslede vold, på billeder. Og i filmatiseringen ligger der også muligheder, bogen ikke har. Mens du venter på Krimimessen, så giv de filmatiserede krimier en chance. 

Det er ikke uproblematisk at overføre detalje- og stemningsmættede skrevne krimier til filmmediet. Men nogle gange lykkes det alligevel uden nævneværdige tab. Nogle skrevne krimier kan ligefrem vinde ved en filmatisering og blive selvstændige værker. Her er 5 vellykkede filmatiseringer, helt tilfældigt udvalgt og alle tilgængelige på biblioteket. Vi lægger ud med én af dem, der gør sig bedre på film end som bog.

 

de blodrøde floderDe blodrøde floder (2000)
Mathieu Kassovitz’ filmatisering af Jean-Christophe Grangés roman, virker mere effektiv og helstøbt som film end som bog. Grangés univers er typisk farverigt og fabulerende på grænsen til det karikerede, men i De blodrøde floder balancerer tingene. Det skyldes især dynamikken mellem Jean Reno og Vincent Cassel, der spiller de to uens betjente, som skal opklare en historie om racehygiejne – men det skyldes også en række stemningsmættede billeder og en ganske uforglemmelig kampscene med Cassel. Filmen kan ses flere steder, bogen kan lånes på biblioteket her og du kan se traileren her.



headhunterneHeadhunterne (2011)
I Morten Tyldums filmatisering af Jo Nesbøs roman stjæler kunsttyven Roger Brown et Rubens-maleri, han er nødt til at eje, fra Claes Greve. Det er imidlertid så uheldigt for Robert, men ganske heldigt for filmens plot, at Claes har en fortid som lejesoldat. Spændingskurven er jævnt stigende og afvikles på baggrund af et stemningsfuldt landskab. Det er måske ikke en film med dybde i persontegningen, men det er sublimt håndværk og effektiv underholdning. Lån filmen på biblioteket her. Se traileren her.


mænd der hader

Mænd der hader kvinder (2009)
Mord, mysterier og nazisme er på spil i Nils Arden Oplevs filmatisering af Stieg Larssons roman. Filmen er et eksempel på, at når alt sidder i skabet – billeder, skuespil, plot, musik -, kan man stadig have fornemmelsen af, at der er noget mere på spil. Her er intensitet og dynamik imellem de to hovedpersoner, spillet af Noomi Rapace og Michael Nyqvist – ikke kun i kraft af dialog og karaktertegning, men også i kraft af deres uens fysiske fremtoning. De stemningsskabende billeder af miljøer og landskaber kan noget, bogen ikke kan, de suger nemlig seeren ind. Lån filmen på biblioteket her – og check også tegneserien! Se traileren her.


drengene-fra-brasilien

Drengene fra Brasilien (1978)
Med Drengene fra Brasilien af Franklin J. Schaffner er vi tilbage ved racehygiejne og nazisme. Selv om filmen er vellykket, skyldes det nok mest et formidabelt bogforlæg, nemlig Ira Levins roman af samme navn. Plottet er ikke bare overraskende, og overraskende godt skruet sammen, det er også skræmmende på en måde der rækker ud over tiden: Auschwitz-lægen Dr. Mengele, spillet af Gregory Peck, har i 1960’erne placeret æg med Hitlers DNA i rugemødre på en klinik i Brasilien, for at skabe 94 kloner af Hitler – som om én ikke var rigeligt! Bogen kan lånes på biblioteket, mens filmen kan ses flere steder. Se traileren her.


Mystic_River-976638525-large

Mystic River (2003)
Det bedste til sidst: Clint Eastwoods oscarvindende filmatisering af Dennis Lehanes bog af samme navn, er båret frem af et blændende skuespil mellem Kevin Bacon, Sean Penn og Tim Robbins.  En gevinst for filmen er det, at den formår at rumme både det rørende og spændingselementet på samme tid. Filmisk er det en stilren film holdt i stramt komponerede billeder – og med musik af Eastwood selv. At den er kompleks, mørk og rammer lige dér, hvor det gør allermest ondt, gør det til en film, som er svær at ryste af sig. Se filmen på Filmstriben.dk her og se traileren her.

Go’ fornøjelse – vi ses på Krimimessen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.