The Scots are coming

Craig Russell
I år får Krimimessen besøg af Craig Russell, der har gæstet os tidligere. Vi er glade for at han lægger vejen forbi Fængslet igen. I år er det for at fortælle om Altonas genfærd.
Om bogen:
Politikommissær Jan Fabel har haft døden tæt inde på livet i snart et par årtier, men da han bliver skudt på klos hold under en rutineundersøgelse, konfronteres han med nogle traumatiske oplevelse.
Craig Russell debuterede i Danmark i 2008 med første bind, Blodørn, om Kriminalhauptkommissar Jan Fabel fra Hamburg. Der er indtil videre kommet 7 bøger i serien. Der er et pænt stykke vej fra reklametekster og marketing til krimigenren, men skotskfødte Craig Russell (1956) har tilbagelagt distancen i fin stil. Med en baggrund som betjent, har Russell gode forudsætninger for at skrive om kriminalitet, og det er da også sådan han forstår sig selv: Ikke som krimiforfatter, men som en forfatter, der skriver om kriminalitet. Således også i debutromanen Blodørn. En serie Russell i 2007 blev tildelt Hamborg Politis prestigefyldte Polizeistern for, som den eneste ikke-tysker nogensinde – en vigtig hyldest for en forfatter med særlig interesse i tysk efterkrigshistorie.

Udover serien om Jan Fabel, som er oversat til flere sprog og filmatiseret af tyske ARD, har Russel skrevet en serie bøger om privatdetektiven Lennox i 1950’ernes Glasgow, ligesom han, under pseudonymet Christopher Galt, skriver ’almindelig’ fiktion. Et eksempel er The Third Testament (2015), der flirter med mysticisme i en historie hvori de døde kommer til live.
Hans bøger er blevet rost for netop denne mystik, for en mørk atmosfære og for de sindrige plots. Inspirationskilderne er George Orwell og Heinrich Böll – men også Kafka og Poe.
Graeme Macrae Burnet
Yderligere en skotte kommer til Horsens. Graeme MacRae Burnet er et nyt forfatternavn på dansk. Hans debut hedder Hans blodige projekt.
Om bogen:
August 1869: En søvnig landsby i det skotske højland rystes af et brutalt trippelmord. Syttenårige Roderick Macrae bliver hurtigt arresteret og der er ingen tvivl om at han har begået ugerningen. Men hvad får en stille og intelligent ung mand til at udføre en så brutal og nådesløs voldshandling? Og kan Roderick alligevel reddes fra galgen?

Der er udkommet 3 bøger på engelsk af forfatteren:
The Disappearance of Adèle Bedeau, 2014,
His Bloody Project, 2015, og
The Accident on the A35, 2017.
Graeme blev født i Kilmarnock i Skotland og bor nu i Glasgow.