Q&A – krimiforfattere besvarer spørgsmål

På Krimimessens facebook side har man i perioden fra december til marts 2012/2013 kunne læse en række krimiforfatteres respons på tre spørgsmål vi har stillet dem. Denne Q&A har fungeret som en optakt til Krimimessen 2013. Vi har her samlet forfatternes svar på følgende tre spørgsmål:

1. Hvem inspirerer dig og hvorfor?

2. Hvem er din yndlingsforfatter og hvorfor?

3. “Ingen er bare helter eller bare skurker” (citat Thorbjørn Egner). Hvad er din første tanke når du læser dette?        

Du kan læse forfattersvarene herunder:

Agnete Friis

1. Gretelise Holm inspirerer mig. Jeg tror det er fordi hun tør være uforskammet og hvas. Hun er knivskarp i sine kronikker, hvor hun er særligt dygtig til at pille pynten af magtfulde mænd og kvinder. Hun er desuden en fremragende forfatter og en frygtløs feminist. Hvad andet kan man ønske sig?

2. Arhg… jeg hader det spørgsmål. Det skifter hele tiden – eller måske har jeg bare ikke én. Lige i øjeblikket læser jeg rigtig meget af Siri Hustved, fordi jeg elsker hende fine sprog og smukke menneskeskildringer.

3. Min første tanke er, at det er sandt. Selv hvis man trækker de værst tænkelige monstre frem fra historien Stalin eller Hitler, så har de også været små nyfødte og hjælpeløse væsner engang. Ingen bliver født komplet onde, og jeg tror at alle stadig bærer rundt på en lille rest af noget godt, uanset hvad vi senere bliver i livet. Omvendt rummer vi også alle misundelse, jalousi og had. Det gør os måske ikke onde, men så sandelig heller ikke til snehvide helte.

Anna Grue

1. Jeg bliver inspireret af ganske almindelige menneskers ganske almindelige samtaler. Når nogen siger eller gør noget, uanset om det er henvendt til mig eller ej, noterer jeg mig de særeste detaljer; fra de ydre ting som kropsholdning og sprogbrug til de mere subtile som fx de underliggende dagsordener i det, der bliver sagt.

Og ja, jeg kan godt finde på at tage noter fra samtalen ved nabobordet. Jeg har endda brugt min iPhone til at optage en venindesnak på bussædet foran mit. Bagefter kører indtrykkene videre inde i hovedet, og før jeg ved af det, er min hjerne i gang med at tildele de sagesløse mennesker roller i et krimiplot.

2. Jeg har flere yndlingsforfattere i krimigenren. Dem, jeg konsekvent læser alt af straks efter udgivelsen, er forfattere som Ruth Rendell, P.D.James og Peter Robinson. Plus nyere navne som Kate Atkinson og Denise Mina. Fælles for dem alle er, at de skriver i den klassiske, britiske krimitradition, som jeg aldrig bliver træt af, og at de er så litterært velfunderede, at de har referencerne i orden og mestrer deres fortælletekniske virkemidler, så deres bøger aldrig bliver klichéfyldte og skabelonagtige. At de samtidig skriver et formfuldendt smukt engelsk og har den psykologiske sans i orden, skader jo heller ikke.

3. Jeg tænker, at det er lige præcis den sætning, der kunne stå som overskrift over alle de krimier, jeg selv har lyst til at læse. Entydigt onde seriemordere og sadistiske psykopater er i mine øjne ret uinteressante i krimisammenhæng, ligesom en tapper, moralsk uangribelig detektiv er gabende kedsommelig. Alle personer i en roman må og skal skildres som hele mennesker med gode og dårlige sider – ellers dør historien.

Annika von Holdt

1. Jeg bliver inspireret af mange forskellige ting: mode, kunst, mad, design. Men at rejse er den største inspirationskilde for mig. At besøge en lille ø et sted, hvor befolkningen bor i det vi andre ville betragte som skure, men hvor hvert enkelt ansigt fortæller en historie om et liv lykkeligt levet, hvor man får det allerbedste ud af så uendelig lidt. Det inspirerer mig. Og det gør mig ydmyg.

2. Min yndlingsforfatter er Charles Dickens. Og det er han, fordi jeg kun behøver at læse en enkelt sætning i et af hans værker for at kunne skrive selv, når jeg føler mig fortabt.

3. Min første tanke, når jeg læser sætningen: “Ingen er bare helter eller bare skurker” er at forfatteren ikke er dansk – og hvis han var ville sprogpolitiet snart komme efter ham ;o) Jeg er opvokset i USA og stiftede ikke bekendtskab med hans børnebøger, før jeg blev ældre (vi læser Karius og Baktus for tiden her i huset). Men han har helt ret. Det er altid meget sjovere at læse om rigtige mennesker, dem der er sammensat af godt og ondt, smålighed og generøsitet, end dem der giver sig ud for at være perfekte.

Bo Tao Michaëlis

1. Dashiell Hammet

2. Raymond Chandler

3. Med hensyn til Thorbjørn Egner citatet kan man altid tage en Hitler-test (eller Stalin). Er der noget helteagtigt at sige om dem?

Cilla & Rolf Børjlind

1. Vi får vår huvudsakliga ”inspiration” från händelser i vår samtid. Som författare har du en speciell intuition som gör att du kan avläsa vad som pågår under ytan i det samhälle du lever i.

Du kan ana trender och tendenser, och med hjälp av din fantasi och litterära frihet gestalta företeelser som kanske inte är fullt synliga ännu men som är i antågande. Detta gäller speciellt det område vi har specialiserat oss på: brott i vår tid.

2. McBain: för hans effektiva och osentimentala språk.
Connelly: för hans starka historier och dynamiska personporträtt.
Steinbeck (Cannery Row-sviten): för hans humor och djupa medmänsklighet.

3. En självklarhet.

Elsebeth Egholm

1. Karin Slaughter, fordi hun med succes har sammensmeltet to forskellige serier (hvad
jeg selv forsøger at gøre) og Åsa Larsson, der rent sprogligt er den bedste, og
også fanger mig helt ind med sine eminente miljøskildringer fra Nordsverige.

2. Hun er vel min yndlingsforfatter p.t., (Karin Fossum er også god) men jeg læser
selvfølgelig også andet end Krimi. Vi har i min bogkreds lige læst Josefine
Klougart, En af os sover. Og selv om der er en masse overflødigt i den, er der
også små, helt utroligt smukke sprogperler, man frit kan lade sig inspirere af.
Og så er hun jo lokal, fra Mols, og skildrer naturen der meget fint.

3. Ang. citatet fra Thorbjørn Egner, så er jeg helt enig. Min far var fængselsbetjent ved Nyborg Statsfængsel (før han blev selvstændig og fik et havecenter nord for Århus). Han passede på mordere i fængslet og gav altid udtryk for, at de fleste var vældig flinke mennesker, der bare var kommet ud i pressede situationer, de ikke kunne overskue. Altså; vi kan alle slå ihjel, hvis vi bliver pressede nok. Og vi er alle potentielt helte – og potentielt skurke. Men når det er sagt, så er der trods alt nogen, der har en højere moral end andre.

Gunnar Staalesen

1. Mest inspirasjon får jeg nok ved å følge med på nyhetsbildet, enten det er på radio, tv eller i aviser. Men det hender jeg blir inspirert av et personlig møte også.

2. Jeg har flere, selvsagt – Raymond Chandler på grunn av språket, Ross Macdonald på grunn av plottene, men først og fremst Amalie Skram på grunn av hennes store medfølelse med sine oppdiktede karakterer og hennes utnyttelse av et lokalt landskap til noe som i mine øyne er verdenslitteratur. Og når vi snakker om verdenslitteratur: Gabriel
Garcia Marquez. Ingen grunn til å utdype. Det bare er slik.

3. Min første tanke er at nettopp! Slik er det mine bøker også.

Helle Vincentz

1. John Grisham var min første store krimikærlighed, og
han inspirerer mig stadig. Jeg elsker, at han skriver pageturners, der går i kødet på både korrupte virksomheder og grådige politikere. I en anden boldgade har jeg stor respekt, for den måde Sara Blædel kommunikerer med sine mange læsere på Facebook på. Det vil jeg også gerne.

2. Blandt krimiforfatterne tager svenske Åsa Larsson førstepladsen. Hun skriver så smukt
og levende om Rebecka Martinsson, Kiruna, Krister og alle de andre, at jeg virkelig føler, jeg kender dem. Og efter at have mødt Åsa Larsson i virkeligheden kan jeg sige, at hun også er utrolig morsom!

3. SANDT! Hvis man kun kan beskrive en person som helt eller skurk, er det formentlig,
fordi man ikke har kigget dybt nok i personen.

Inger Wolf

1. Jeg bliver meget inspireret af politifolks virkelige historier. Senest en række bøger af en tidligere FBI-mand, John Douglas, der har arbejdet 30 år med psykologisk profilering af seriemordere. Min seneste bog, der foregår i Alaska, har flere elementer fra nogle af hans sager.

2. Jo Nesbø. Hans plots sidder lige i skabet, han skriver fremragende og så er han endda morsom. Det er store fortællinger, der når vidt omkring. Han er noget af et forbillede.

3. At alle mennesker, seriemordere inkluderet, er sammensat af både ondt og godt i forskellige grader. Det mener jeg også, at personerne i ens bøger bør afspejle, så man får hele mennesker.

Jerker Eriksson & Håkan Sundquist

1. Jerker: Håkan. Han har en ovanlig hjärna och tvingar mig att tänka annorlunda.
Håkan: Jerker. Hans surrealistiska associationer får min hjärna att koka.

2. Jerker: Beror på när jag får frågan. Just nu Pär Lagerkvist.
Håkan: Jan Guillou. Han använder fiktionen till att berätta om verkligheten.

3. Jerker: Tre charmiga rövare i Kamomilla stad som stjäl så lite de kan.
Håkan: Att det är de tysta hundarna som är farligast.

Jesper Stein Larsen

1. Jeg bliver inspireret af avisartikler og fagbøger, bøger om kriminalsager, om politifolk og om kriminalitetsfænomener, politifaglige lærebøger og bøger om kriminalitetspsykologi. Læsning af andre romaner, ikke bare krimier, inspirerer mig sprogligt og skriveteknisk. Man ser, hvordan andre gør og prøver at gøre det efter med sit eget lille twist.

2. Min yndlingsforfatter er Michael Connelly, som skriver krimier fra Los Angeles og har en gennemgående karakter, der hedder Harry Bosch. Han er for mig idealet af en seriefigur, kompleks, kompetent, en ener, begavet, aggressiv, impulsiv, hård udenpå med en undertrykt følsomhed, som giver en blå tone til hele serien. Hans fortid er dryppet ud over hele serien i små bidder på en yderst elegant og stemningsgivende måde. Connelly skriver meget stramt, der er ikke et overflødigt ord, det er helt rent, og så er han fuld af overraskelser, ikke bare i sine plots, men specielt i sine karakterer, som aldrig er endimensionelle.

3. Det bliver først rigtig interessant, hvis de gode også er usympatiske, har fejl og begår handlinger, som vi ikke kan lide – som i livet. Min hovedperson er en mand, man rigtig gerne vil have til at løse en forbrydelse, men han er ikke en mandetype, ret mange har lyst til at se som far til deres barn. Hvad angår de ondes menneskelighed, skrev jeg for nogle år siden en bog sammen med tidligere leder af Rejseholdet ”Bent Isager Nielsen”, som hed ”Man jager et bæst og fanger et menneske” – den titel siger alt, synes jeg.

Nina Bering Sahl

1. Jeg hører vist til dem, der observerer verden snarere end at deltage i den. På den måde tror jeg også, at jeg i høj grad inspireres mere af elementer, øjeblikke og situationer og ikke så meget af enkeltpersoner. På det mere inderlige og konkrete plan håber jeg en dag at blive mere som min mor. Hun havde en særlig evne til virkeligt at se et menneske. Det er en gave, som jeg stiler efter og lader mig inspirere af hver dag.

2. For mig er sprog og sprogbrug mindst lige så vigtigt som handlingen. Måske især derfor holder jeg meget af gamle bøger, hvis sprog jeg er svimlende forelsket i, og som jeg læser i mindre maratons, når jeg har tid. Indenfor krimigenren gælder det især Agatha Christie, som jeg aldrig bliver træt af, men nok endnu mere svenske Maria Lang, hvis mysterier, skønne, maleriske og ærlige  sprog, åbne menneskesyn og så selvfølgeligt persongalleriet med den pragtfulde Christier Wijk i front alle er med til at skabe en stemning og sætte en tone, som jeg elsker at svømme væk i.

Det er en kærlighed og en glæde, som jeg har lært af min mormor, hvis omfangsrige bibliotek jeg har været regelmæssigt forsvundet ind i siden jeg var 10. Det er sikkert en af grundene til, at hendes gamle bøger af især Christie, Lang, P.D. James m.fl stadigt er blandt dem, jeg læser i de lange vinteraftener. Fordi jeg har lært dem at kende af et menneske, hvis glæde smittede af på mig. Præcis som alle børn bør møde bøger.

3. Det er en provokerende tanke, at der ikke findes ondskab uden godhed. Jeg hører til dem, der mener, at det er sandt. Al ondskab indebærer et element af godhed eller glæde – enten for den, der udfører eller den, der modtager. For nogen er det godt – ellers skete det ikke.

På samme måde er ingen godhed så ren, at den ikke også indebærer et element af noget andet. Jeg læste for mange år siden en sætning, som er blevet hos mig siden: ,,Dine engle, er dine fjenders dæmoner.” Det klinger så sandt og minder mig om, at alle historier altid har flere sider. Og at hverken ondskab eller godhed nogensinde er komplet eller absolut. Det gælder også heltedåd og skurkestreger, som altid har et højere formål. Om man så er helt eller skurk er ofte et spørgsmål om indgangvinkel og bevæggrund.

Og det er netop bevidstheden herom der gør menneskedyret så dejlig komplekst, irriterende og vidunderligt. Intet er nogensinde bare sort eller hvidt. Heller ikke helte og skurke.

Susanne Staun

1. Mig selv – det har jeg lært af Jørgen Leth. Fordi jeg er en pæn, ældre dame.

2. Sådan en har jeg desværre ikke

3. Min første tanke er, at en helt hedder helte i flertal

Thomas Enger

1. Jeg kunne, i stedet for hvem, ligeså godt svare på, hvad der inspirerer mig. Der er nemlig ganske meget, og det kommer helt an på, hvor jeg er, og hvad jeg laver.

Jeg kan blive inspireret af noget, der sker i
gadebilledet omkring mig. Jeg kan blive inspireret af en drøm, jeg har haft. Af en samtale i sporvognen. Af et billede i avisen. Af en sang jeg hører i radioen. Mit trick, hvis man kan kalde det det, er at være åben for historier, hvorend de viser sig. Noget der sker i parken, lige der hvor jeg bor, kan være en scene i midten af en bog – bare for at nævne et eksempel.

Og så bliver jeg selvfølgelig inspireret af andre forfattere. John Hart har
været en stor inspirationskilde for mig det seneste år. Hans levende sprog og
billedrige fortællinger har været en fryd at stifte bekendtskab med, og hvis
jeg kan skrive bare 10 procent så godt som ham, så vil jeg mene, at jeg er
lykkedes. Lige nu læser jeg en del Håkan Nesser, en forfatter, som jeg med skam
må melde, at jeg ikke har læst noget af før for ganske nylig. Men nu har jeg
læst tre af hans bøger på to uger. Jeg kan godt lide hans måde at fortælle
historier på. Hans personer træder bogstaveligt talt ud fra siderne, og han skildrer
miljøer som ingen anden. Mesterligt. Og meget inspirerende at læse.

2. Det er vanskeligt at svare på, fordi jeg har så mange, men samlet set gennem hele livet og alle årene, så må jeg næsten sige Harlan Coben. Udover at være en mester i at skabe gode, spændende plots, er han også hysterisk morsom at læse. Det sker tit og ofte, at jeg skraldgriner, når jeg læser hans bøger, uden at det tager spændingen ud af historierne. Det er godt klaret. Det er nemlig ikke en simpel øvelse, og mange mener jo, at humor og krimier ikke hører sammen. Harlan Coben er beviset på det modsatte.

3. De fleste mennesker har flere lag eller sider af deres person. Således også kriminelle og således også glansbillederne, der arbejder for fred eller for at forbedre livet for de sultende i Afrika. Det er jo noget af det, som gør os så spændende, og også noget af det, der gør litteraturen så spændende – muligheden for at afdække forskellige sider af mennesker. De fleste af os har hemmeligheder eller skeletter, som vi ikke vil have, at andre skal kende til. For eksempel kan det for en skurk være nok så skadeligt for hans omdømme, hvis det kommer frem, at han ikke kan tåle synet af blod. Eller at han ikke kunne skille sig af med sin yndlingsbamse, før han blev 12. Eller at han er morsyg. Kort sagt – mennesker er sammensatte væsner. Ingen er bare det ene eller det andet.

(forlagets oversættelse)

Martin Jensen

1. Da jeg skriver i flere forskellige genrer, kan jeg ikke give en entydig forklaring på, hvordan jeg lader mig inspirere, men hovedsigtet her er vel de historiske krimier, og dér er der knap nok tale om inspiration, hvis vi tager ODS’s definition bogstaveligt: ’(guddommelig, kunstnerisk) indskydelse, beåndelse.’

Der er stort set aldrig tale om en pludselig indskydelse, en himmelsendt åbenbaring, når jeg er i den fase, jeg kalder tænkning-op-ad-bakken-tiden; dén, hvor jeg véd, det er tiden at gå i gang med en ny historie i sagaen om de tre gavtyve fra Knud den stores England, men ikke kan se hverken vejen, jeg – eller de – skal følge, plot eller hvem de skal have fornøjelsen af at møde i deres nye, som oftest af kongen pålagte, opgave.

I tiden inden har jeg haft snuden i diverse bøger om det angelsaksiske England. Det kan være en lærd afhandling om jarlerne af Mercia eller om kongemagt og styre fra 550 til 1066 eller en biografi om for eksempel Godwin-slægten, en arkæologisk gennemgang af en saksisk kirke, en tung sag om angelsaksisk mad og drikke (med mange citater på oldengelsk, men desværre ingen opskrifter), eller en populær gennemgang af den saksiske thegns opgaver, påklædning, bevæbning og bolig, kort sagt hvad som helst, jeg kan lægge mine hænder på og få bestilt hjem gennem internettet.

Hvert forår tager min redaktør Svend Åge Petersen og jeg desuden nogle dage til England, hvor vi opsøger støvlugtende landsbykirker, som jeg gennemfotograferer, slagmarker – der som oftest blot fremstår som græsklædte marker, hvis man overhovedet véd, præcis hvor slaget stod – og landsbyer, der har rod i saksisk tid. Vi aflægger besøg på hvert et bibliotek, vi kører forbi, hvert eneste lokale museum og stikker hovederne ind i hvert et lille turistbureau, køber eller får hver en brochure, der blot lugter af saksere, gennemroder alle boghandler og antikvariater på vor vej, og bruger derudover tiden til at vandre i landskaberne, så mine ben kan få ind i musklerne, hvordan det har været for Halfdan og hans kumpaner at bevæge sig rundt, og mine øjne kan gisne på, hvad hans blik har set dengang for tusinde år siden.

Aftnerne tilbringer vi så over et krus øl dels med sammen at erindre, hvad vi har set og oplevet i løbet af dagen, dels med at gennemgå mit seneste manuskript, som Svend Åge forudseende nok har medbragt.

Når tiden til at sætte foden på bakkens første stigning er inde, er det bogstavelig talt dét, jeg gør: Går.  Jeg vandrer mine omgivelser tynde, har kikkerten om halsen og fødderne i støvler, så jeg kan komme over de våde enge ned mod Nørrefjorden, og mens jeg vandrer og holder øje med fuglene, arbejder min hjerne – eller egentlig kun mit ubevidste – med den opgave, jeg har givet mig selv: Hvad skal omdrejningspunktet være?

Her dumper måske en erindring om en landsby, en kirke eller blot et dalstrøg ned i hovedet på mig, og jeg indser, uden egentlig at have tænkt meget bevidst om det, at det er her, romanen skal udspille sig.

Eller måske husker jeg pludselig historien om to snese mænd, der blev hugget ned i forræderisk baghold, eller oplysningen om, hvordan skatterne blev fordelt mellem konge og jarl.

Hvad der end kommer først, spiller de to erindringer altid sammen: Den geografiske og den historiske. Jeg vender dem, mens blikket beundrer havørnen eller glædes om en flok silkehaler, husker måske pludselig et bestemt træ, der stod ved Severnfloden, eller en lille oplysning som at en thegn skulle eje fem hides, en bolig med et porthus samt et klokketårn.

Således går et par måneder, indtil jeg en dag føler mig klar til at skrive den første sætning, hvilket som oftest tager en dag. Resten er blot hårdt, disciplineret arbejde. Først med at gennemtænke alt det, hjernen kommer i tanke om med afsæt i de første, ubevidste indskydelser, dernæst med at sidde foran computeren tre timer hver formiddag fulgt af gennemretning om eftermiddagen i to til tre måneder, indtil der foreligger et manuskript, Svend Åge kan få lov at læse.

2. Hvad smager bedst: Østers eller havregrød? Tja, jeg vil til hver en tid foretrække at indlede en middag med bløddyrene, mens jeg sætter stor pris på en skål rygende grød på vintermorgener. Det omvendte taler hverken til mig eller min gane.

Hvem er bedst: Sjöwall-Wahlöö, Rankin, Sayers, Connelly eller Dexter? Tja, bum, bum, bum.

Men OK, pistolen mod tindingen: Ingen over eller ved siden af Rex Stout. Ikke blot, men i høj grad også, fordi hans beherskelse af det engelske sprog overgår mange englænderes og gør hans bøger til en nydelse at læse.

Heller ikke fordi han fra debuten med Et slag i luften og til han satte punktum med Det bliver i familien skriver USA’s historie gennem det meste af det 20. århundrede. Nero Wolfe kaster sig med karakteristisk overlegenhed ind i hver eneste samfundsdiskussion, og læseren lades ikke i tvivl om hans synspunkter på eksempelvis racediskrimination (For mange kokke samt A right to Die) FBI (Det ringede på døren) eller (mis)brug af skattereglerne (The Final Deduction).

Ej heller fordi han med Archie Goodwin introducerer en fortæller, der på mange måder overstråler sin chef Nero Wolfe (ifølge Stouts biografi bad en kvindelig læser engang i en boghandel om  ’en Archie-bog’.  Ekspedienten mente nok, hun ville have en Nero Wolfe-roman, hvortil kunden replicerede: ”Ja, ja, vi ved jo nok, hvem det er, der udfører arbejdet.”).

Nej, fordi han med sine to detektiver, med kokken Fritz, orkidepasseren Theodore og den minutiøse beskrivelse af det gamle hus på West 35. Street; med sin ronkedoragtige, bogelskende, madglade detektiv og den kvindekære, adrætte og slagfærdige Archie samt den evigt cigartyggende, vrissende Cramer, de tre musketerer Saul, Orrie og Fred i tilgift til alt det ovennævnte har skabt et univers, der skinner så stærkt, at selv 221B, Baker Street rammes af slagskyggen.

3. Min første tanke ved Egner-citatet: ”Det gode, som jeg vil, det gør
jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”