På Roadtrip med Sara Blædel

I sidste uge havde Politikens forlag indbudt de danske krimibloggerne samt andet krimigodtfolk til en eftermiddag i selskab med succesforfatter Sara Blædel. Det skete i anledningen af, at Saras nye krimi “Pigen under træet” udkommer d. 15. november. Mødet var ikke som den slags er flest for setuppet var en bustur rundt til nogle af de steder, som har inspireret Sara i forbindelse med Louise Rick serien.

Bog- og kulturanmelder Maria Bruun Fanø tog med på tur og deltog på vegne af Krimimessen med et par spørgsmål til forfatteren. Det blev der nogle gode besvarelser samt fine billeder ud af.

God fornøjelse.

Hvor fik du inspirationen fra til Pigen under træet?

“Inspirationen kom faktisk flere steder fra, for én ting var jo Louise Ricks historie. Jeg tænkte, at hvis hun skal hives ind i den her historie som pårørende, så er det klart, at nogen i hendes familie skal være involveret i den gåde, der skal sparke det hele i gang. Helt oprindeligt kom historien gennem Mona, som jeg har skrevet om for en del år siden. Hun optrådte i den bog, der hed ”Dødsenglen”, og jeg blev så nysgerrig på hendes karakter, at jeg satte mig for at skrive om, hvad det er, der har tricket hendes angst. Ligesom hvad det er, der gør, at når nogen forsvinder, så indlægger hun faktisk sig selv ude på psykiatrisk afdeling. Den historie involverede en lejrtur.

Hun havde en fornemmelse i kroppen om, at noget ville gå galt på den lejrskoletur. Hun havde virkelig ikke lyst til at tage med, men det skulle hun. Det var jo ikke bare en ferietur, som hun bare kunne være fri for.

Jeg begyndte at digte på, at hun havde denne forudanelse af, at noget ville blive ubehageligt og gå galt. Jeg skabte historien med fire veninder, der involverer sig i noget med bornholmske drenge og kravler ud ad vinduet om natten. Det skulle jeg spinde ind i, hvordan det kunne påvirke Louises familie. Det blev til, at Louises bror er gift eller kæreste med en af de piger, der er med på den lejrskoletur.

Så egentlig startede bogen ret langt tilbage, ud af min egen nysgerrighed, til at skabe Monas historie. Det underlige er egentlig, at jeg ikke havde tænkt, at den historie nødvendigvis skulle bruges, men den gjorde mig nysgerrig. Når en eller anden fiktiv person gør mig nysgerrig, så jeg for min egen skyld har lyst til, at skabe hende en historie. Det synes jeg ikke, jeg oplever særlig tit”.

Nu har du i en årrække beskæftiget dig med Ilka-trilogien, men er vendt tilbage til serien med Louise Rick. Hvordan har det været at genetablere forholdet til Rick og kan man som forfatter komme til at savne at arbejde med sine karakterer på samme måde som vi læsere kan savne at læse om dem?

“Det er virkelig interessant, for mens jeg har skrevet på Ilka-trilogien, så har jeg faktisk ikke savnet Louise. Jeg ved godt, at det er lidt ligesom at være utro, så det kan jeg næsten ikke tillade mig at sige.

Men det har jeg faktisk ikke, for Ilka og hele det univers har fuldstændig fyldt op og virkelig gjort mig nysgerrig.

Jeg synes, at det har været så sjovt. Jeg vidste jo ikke, mens jeg skrev Ilka, at jeg faktisk også har lært noget af at være væk fra det og skrive på en anden måde. På det at skrive om relationer, og det der sker mellem mennesker. Jeg har ikke bevidst tænkt, at det vil jeg kunne bruge, når jeg skulle skrive om enten Louise eller noget andet igen.

Det sjove var dog, at da jeg begyndte at skrive ”Pigen under træet”, så kunne jeg mærke en anden lethed. Jeg vil ikke sige, at jeg har skrevet på en anden måde. For det tror jeg ikke, at jeg har. Men der har været et andet flow, som jeg egentlig tror, at jeg har taget med mig fra Ilka og herover.

Jeg var selvfølge vildt interesseret og nysgerrig, men også lidt nervøs for, hvordan det ville være at genoptage og skrive om noge,n jeg kender så godt og har haft fingrene i, i så mange år. Det kunne nok være gået begge veje, for det kunne også have været anstrengt. Jeg tænkte meget på: bliver det påduttet? Bliver det anstrengt? Nu skal jeg finde tonen frem, der hvor jeg slap den.

Det følte jeg overhovedet ikke. Jeg følte faktisk i det øjeblik, jeg slog takten an, så var de der.

Jeg elsker mødet mellem Camilla og Louise, fordi Camilla ikke ved, at Louise er kommet hjem. Louise har ingen grund til at tro, at Camilla kan finde på at stå udenfor døren hos hendes bror og ringe på. Så det møde er så meget de to. Der tænkte jeg: ”okay! Hej skønne jer to. Nu er vi her igen”. Det var virkelig sjovt”.

Det er efterhånden 15 år siden du udgav den første bog med Louise Rick. Hvad har ændret sig mest i måden, du går til dit stof/din research/dit skrivearbejde på? Hvis noget.

“Erfaring har helt klart lært mig mange ting. Det er der ikke nogen tvivl om. Da jeg startede med at skrive, vidste jeg altid, hvem der havde gjort det, og hvorfor denne forbrydelse skulle finde sted.

Jeg har altid researchet virkelig meget til mine bøger. Sådan set mest for min egen skyld, for det er det, jeg kan. Jeg har arbejdet som journalist i mange år. I starten var det nok meget bundet op på en klassisk politikrimi, hvilket jeg også selv holder meget af at læse. Der er jeg blevet mere opmærksom på, hvor meget man får forærende, hvis man bruger personerne endnu mere. Hvis man vender og drejer dem, og giver dem endnu flere lag.

Jeg kan også godt lide, at gerningsmændene ikke bare er sort og hvid. Jeg tror, at det ændrede sig lidt, da jeg skrev bogen ”De glemte piger”, hvor jeg havde flyttet Louise Rick over i efterretningstjenesten. Der blev jeg mere opmærksom på, at gerningsmændene skulle have nogle nuancer. Det er sådan en ting, man lærer af erfaring.

I starten gjorde jeg mig måske mest umage med balancen, der var imellem at skrive politikrimi og give dem noget privatliv. Dog uden at give dem for meget. For jeg skriver ikke krimiromaner. Jeg skriver krimier, og den balance skal man jo lære. Hvornår bliver det for meget, og hvornår bliver det irrelevant? Jeg har altid været meget bevidst om, at der ikke skal noget ind i mine bøger, jeg ikke bruger til noget. Længere tilbage end min egen krimidebut, kan jeg huske Bo Tao sagde, at det er uprofessionelt, hvis man putter ting ind i en krimi, som man ikke bruger og forbliver uforløst. Det har jeg altid været ret bevidst om. Selvfølgelig skal der være det, man kalder ”red heerings”. Det er klart, at der skal være nogle snydebaner, men man skal ikke snyde på vægtskålen. Det du præsenterer, skal der være en grund til. Det er jeg blevet meget bevidst om, hvor jeg måske tidligere vippede meget på at sige: ”uh nej, vi gider ikke skulle høre for meget om, at skulle købe ind inden supermarkedet lukker”. For hvem bekymrer sig om det? Det har vi rigeligt af i vores eget liv. Så balancen har flyttet sig fra at være en ”politik-privatsliv-ting” til at være meget mere menneskelig nuance ting, der interesserer mig. Fordi jeg synes, at relationer er vildt interessante at skrive, da de valg vi træffer får konsekvenser. Dem kan man bruge på mange måder, synes jeg.

Sara Blædel kommer til Krimimessen d. 28. og 29. marts 2020, hvor hun vil fortælle mere om “Pigen under træet” og Louise Rick-serien.

Tak til Sara Blædel Politikens forlag og Maria Bruun Fanø.