Musikken på Krimimessen
Det er ingen gåde, at musikken er en afgørende og effektiv medspiller i krimien på film og tv. Men også i kriminallitteraturen kan musik have en stor rolle og bidrage til både indlevelse, forståelse og fascination. Selvom musikken beskrevet på bogens sider ikke er hørbar på konventionel vis kan man ofte fornemme den stemning, som er indlejret i beskrivelsen.
På Krimimessen i år vil musikken i flere forskellige sammenhænge snige sig ud af bøgerne og blive opført live på scenen. Vi har samlet de musikalske indslag herunder.
Jan Hystads kvartet og ”Ulvens time”
For godt ti år siden blev der udgivet en indspilning med de sange, som detektiven Varg Veum hører i Gunnar Staalesens roste romaner. Musikken blev fremført af Jan Hystads Kvartet og udgivelsen, som fik navnet Vargtime (Ulvens time), kom i forbindelse med den populære romanfigurs 60 års fødselsdag.
Konceptet udviklede sig til også at inkludere forfatteren selv. Det er efterhånden blevet til flere indspilninger, hvor Gunnar Staalesen causerer og læser op alt imens han akkompagneres af Hystads Kvartet, som spiller Varg Veums favoritter. Det er denne spændende konstellation du kan opleve på Krimimessen i år.
Mød op i Kirken lørdag d. 16. marts kl. 14.00 og deltag i “Vargtimen”, som Staalesen selv beskriver med følgende ord:
”Vargtimmen är timmen mellan natt och gryning, det är timmen då de flesta människor dör, då sömnen er djupast, då mardrömmarna är verkligast. Det är timmen då den sömnlösa jagas av sin svåraste ångest, då spöken och demoner är mäktigast. Vargtimmen är också den timme då flest barn föds.”
Orkestergraven og kærlighedens destruktive potentiale
Oplev uddrag af gyseroperaen Orkestergraven på Krimimessen.
Operaen er baseret på Anne-Marie Vedsø Olesens novelle Orkestergraven fra samlingen Poe – fire makabre hyldester.
Orkestergraven fortæller den på én gang uhyggelige og gribende historie om operadirigenten, der forelsker sig i den smukke, vidunderligt syngende sangerinde Isabella. Begæret bliver for meget, så en sen nattetime sætter han Isabella stævne i operahusets orkestergrav og skærer hendes tunge ud for at komme skønheden til livs. Men netop som han tror at være udfriet sin lidelse, synes han, at han hører hende synge…
Forestillingen er instrueret af filminstruktør Martin Schmidt (Sidste time) og musikken er komponeret af Bo Gunge. Forestillingen har tidligere været opsat på Den Fynske Opera.
Der er gys og opera i Kirken lørdag d. 16. marts kl. 16.00.
Krimiforfatter Kim Juul vil sætte lyd til sin debutroman I et vægtløst sekund i Arresten søndag d. 17. Marts. Forfatteren beskriver selv musikken som værende et decideret soundtrack til romanen, hvor sangene på forskellig vis dukker op på bogens sider til både irritation og inspiration for karaktererne. Musikken skaber et miljø og en stemning for bogen og er genremæssigt blevet beskrevet som en blanding af indie, pop og trip-hop.
Hør Kim Juul med band og vær med “i et vægstløst sekund” i Arresten søndag. d. 17. marts kl.10.15
Læs mere om Kim Juul her