Møde med Steffen Jacobsen

Bloggerarrangement med Steffen Jacobsen tirsdag d. 6. november 2018.

Lindhardt & Ringhof inviterede til bloggerarrangement på Café Stiften i Aarhus. Her kunne vi møde forfatteren Steffen Jacobsen, forfatteren bag “Trofæ” og senest den historiske thriller ”Da blev jeg døden” om Niels Bohr.

Denne eftermiddag skulle vi snakke om ”Ghostwriter” der er 5. del i serien om privatdetektiven Michael Sander og politikommissær Lene Jensen.

Forfatteren deltager ikke ofte på messer. Sidst han var til Krimimessen var i 2013 i forbindelse med førnævnte “Trofæ”, så det var en fin lejlighed til at stille nogle spørgsmål til ham.

Ideen til “Ghostwriter” kom, da Steffen igennem længere tid havde haft en scene i hovedet med en dansk læge udstationeret i Afrika. Lægen vendte hjem til Danmark, men kunne ikke glemme en mystisk kvinde, han havde mødt i Afrika. Efterhånden kom der en større historie ud af det.

Hovedpersonerne var ikke udtænkt på forhånd, og han vidste ikke hvor de skulle hen, da han skrev “Trofæ”. Eller for den sags skyld, hvor mange bøger der skulle komme i serien om Lene og Michael.

På den måde vil Steffen gerne udfordre sig selv og er meget ambitiøs.

 

Steffen Jacobsen skriver spændingsbøger, der helst skal beskæftige sig med noget der sker i vores tid. Han betegner det selv som værende eventyr og størstedelen af det, er forestillinger i forfatterens hoved. Han er desuden meget visuelt orienteret og ser scenerne tydeligt for sig, mens han skriver.

Steffen har ikke et egentligt budskab, han vil have ud med i sine bøger. Men han har noget på hjerte, og det kommer ud i bøgerne, og så er man ofte ikke i tvivl om forfatterens overbevisning.

“At være forfatter er et arbejde, der er ikke så meget mystik over det. Man skal arbejde og have et talent for at skrive”, siger han.

At Steffen Jacobsen både arbejder hårdt og har et talent for at skrive er der ingen tvivl om.

Og uanset, hvad han udgiver næste gang (hint – han læser Thomas Harris for tiden….), så læser jeg med.

 

 

Foto (header): Thomas A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.