Mød Jussi Adler-Olsen til Krimimessen 2022!

Én af Danmarks mest populære krimiforfattere – Jussi Adler-Olsen kommer til Krimimessen d. 2.-3. april.

Jussi er aktuel med Natrium Chlorid, som er niende bind i den succesfulde thrillerserie om Carl Mørck.

Det er en stor fornøjelse at kunne tilføje Jussi Adler-Olsen til programmet for Krimimessen 20 års jubilæumsmesse i 2022.

Om Jussi Adler-Olsen

Forfatter Jussi Adler-Olsen (f. 1950) begyndte i 1990’erne at skrive romaner efter en alsidig karriere som bl.a. forlagsdirektør, chefredaktør, filmkomponist på Valhalla-tegnefilmen og boghandler.

Han debuterede med thrilleren Alfabethuset (1997), der ligesom de efterfølgende romaner Og hun takkede guderne (tidl. Firmaknuseren) (2003) og Washington Dekretet (2006) opnåede bestsellerstatus både i Danmark og internationalt. Kvinden i buret (2007) og Fasandræberne (2008) er de første bøger i thrillerserien om vicekriminalkommissær Carl Mørck fra Afdeling Q. Tredje bind, Flaskepost fra P, udkom i efteråret 2009 og gav Adler-Olsen Læsernes Bogpris fra Berlingske Tidendes læsere, Harald Mogensen-prisen og Det Skandinaviske Kriminalselskabs pris Glasnøglen. Fjerde bind i Afdeling Q-serien, Journal  64, udkom i efteråret 2010 og gav ham i 2011 boghandlernes De Gyldne Laurbær. I december 2012 udkom femte bind, Marco Effekten. Jussi Adler-Olsen er hædret ved prisoverrækkelser i såvel 2011, 2012 og 2013 med titlen Danskernes yndlingsforfatter. I 2014 udkom sjette bind i Afdeling Q-serien, Den grænseløse, og i 2016 kom syvende bind, Selfies, på gaden. I 2019 blev bind otte i serien, Offer 2117, udgivet. Niende og næstsidste bind, Natrium Chlorid, udkom i oktober 2021. 

Jussi Adler-Olsens forfatterskab har haft så stor gennemslagskraft i udlandet, at han også her har modtaget en lang række priser: The Sealed Room Award i Japan for Kvinden i Buret – Best Translated Mystery Novel of the year;  The Krimi-Blitz Award 2011 i Tyskland for Flaskepost fra P, som gives til den bedste internationale krimi; magasinet Elle’s franske læserpris, Prix de Lectrices de Elle categorie Policier for Kvinden i buret samt The Barry Award i USA for Kvinden i buret – Best Novel of the year.

I 2019 modtog Jussi Publikumsprisen på Krimimessen i Horsens.

Jussi Adler-Olsens første roman Alfabethuset samt bøgerne i serien om Afdeling Q er solgt til filmatisering. Kvinden i buretFasandræberne, Flaskepost fra P ,Journal 64 og Marco Effekten har allerede haft premiere.

Tekst fra Politikens forlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.