Leif Davidsens åbningstale til Krimimessen 2017

Horsens, den 1. april 2017.

Leif Davidsen

God morgen mine damer og herrer, venner og gode kolleger. Det er mig en ære at få lov at åbne den 16. Krimimesse, den 11. der holdes her i Fængslet, som nu fremstår som et museum – noget andet end det rå sted, som mødte mig, da jeg deltog her første gang i 2007.

Det er stadig en perfekt ramme for en krimimesse. Den findes vel næppe bedre.  Det skulle lige være den gamle fængselsø Alcatraz uden for San Francisco, men spøg til side, krimimessen kan naturligvis kun holdes her og med Vibeke og de andre gode folk fra Horsens Bibliotek, der står for det. For uden dem var vi ikke her i dag.  Tusind tak for jeres indsats.

Jeg havde den ære at være med i den allerførste Krimimesse. Ja, faktisk har jeg deltaget i dem alle på nær én, tror jeg. Den første var en søndag i oktober i 2001, og den fandt sted på Horsens Ny Teater. Temaet var Den Nordiske Kriminalroman. Vi var fem deltagende forfattere; der kom omkring 200 gæster.  Man kunne forudbestille en frokostplatte til 75 kroner, hvis det skete en uge inden afholdelsen af arrangementet.

En mand, der også i år spiller en fremtrædende rolle, Bo Tao Michaëlis var ordstyrer og presentateur på hele baduljen fra kl. 11 til 17.30. Og jeg har også svært ved at forestille mig en krimimesse uden Bo og hans encyklopædiske viden om genren.

Bo har været en medvirkende årsag til, at krimien i dag er populær og i langt de fleste kredse på nær måske i de mest verdensfjerne afkroge af universiteternes filologiske departementer både respekteret og velanmeldt. Og de seneste år har tre fremtrædende krimiforfattere modtaget De Gyldne Laurbær.  Velkommen i klubben.

Det er svært at være pessimistisk, selv om det er en fast tilbagevendende påstand i medierne, at nu er den såkaldte krimibølge forbi. Det er der ingen, der har fortalt forfatterne eller læserne.

Æren for genrens gennemslagskraft og succes tilfalder selvfølgelig forfatterne og deres bøger. Der er sket meget siden den søndag i oktober for 16 år siden.  I år deltager 125 forfattere fra 9 nationer, de optræder i omkring 200 arrangementer på 8 scener for omkring 6000 mennesker. Det er vist godt for Bos helbred, at han ikke skal være moderator på dem alle.

Gunnar Staalesen fra Norge var med i 2001, og det er dejligt at se, at denne grand old man i norsk litteratur, der har sat Bergen på verdenskortet med sine romaner og teaterstykker, også er med i år. Sådan er denne messe: Der er gamle og erfarne og hvert år er der debutanter, der træder ind på scenen. Måske hører vi om dem igen. Måske aldrig. Succes er aldrig givet på forhånd og kan ikke planlægges.

Jeg vil ikke komme med en programerklæring om genren og hvorfor den har så godt fat i læserne. Det er sagt mange gange før. Den gode krimi og spændingshistorie rummer netop en god historie, som en nylig undersøgelse viste er, hvad læserne især efterspørger i bøger. De vil have en fortælling. Så enkelt kan det siges.

Hvad er så en god krimi, og hvordan skaber man den? Skruer den sammen, som nogen siger, som om det var en art ingeniøropgave, hvor man sætter tanker, plot og især sprog på en formel og læser den ind i en computer, som alle kan se og kopiere?

Jeg har ingen formel, men dog nogle holdepunkter, som jeg selv prøver at efterleve og forholde mig til, når jeg skriver:

Det vigtigste er, at personerne er plausible karakterer.  At vi tror på dem. De må gerne irritere eller vække afsky, men de må aldrig være sort-hvide. For i alle mennesker er der nuancer.   Jeg har derfor heller aldrig skrevet bøger om superhelte og kommer aldrig til det.

Så er der det med ”den gode historie. ”  For mig betyder det, at plottet skal hænge sammen. Handlingstrådene skal være forbundne. Det betyder ikke, at alting skal gå op som i et puslespil. Men man må ikke snyde på vægten. Der skal være en troværdighed, men genrekonventionerne er til for at brydes.

Jeg tror også, at en god roman gør, at vi kan blive lidt klogere på os selv eller på verden omkring os.  At vi, mens vi bliver underholdt, også får vitaminer og en fornemmelse af, at vi ikke har spildt tiden. Tiden går, når man læser, men det er ikke ligegyldigt, hvordan den går.

Men det afgørende er sproget.  Dette vidunderlige, danske sprog, der kan så meget, og som også kan radbrækkes så ganske forfærdeligt.  Alle kan lære at skrive, men ikke alle kan lære at skrive godt. Ikke alle kan lære at finde på, at digte, at skabe dette fiktive univers, der forfører os med sprogets virkemidler, skjult, men alligevel tydeligt.

Hvis personerne ikke lever, hvis sproget ikke fænger, hvis handlingen er utroværdig, så er thrilleren og krimien en frygtelig genre, fuld af klicheer og postulater. Der er en del, der tror, at det er meget let at skrive en krimi. Hvor svært kan det være? Det er svært, tænker jeg, når jeg læser en dårlig, sjusket skrevet krimi.

Ved et middagsselskab traf Soya en brobygningsingeniør, som sagde: “Jeg kunne også godt tænkte mig at skrive en roman, hvis bare jeg havde tid.” Soya svarede: “Det forstår jeg da så udmærket. Jeg kunne også godt tænke mig at bygge en bro, hvis bare jeg havde tid.”

Nu kan vi møde læserne. Og det er dejligt.   For hvad ville vi forfattere være uden læsere?  Skribenter i støv.  I en af de bedste romaner, jeg har læst i flere år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård. Det sker i Carlos Ruiz Zafóns spændingsroman Vindens Skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig.

Det er gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård, men jeg tror ikke, at ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til – én efter én. Uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Hvad jeg mener med dette, er egentlig blot det, som er udtrykt så fornemt af professor Lars Ole Sauerberg:  ”Genrekonventioner er i sig selv værdineutrale, som et sprogs grammatik er det eller en toneskala i musikken. ”

Det får mig til at tænke på en oplevelse, som jeg havde for en del år siden på et nordsjællandsk bibliotek. Jeg holdt foredrag om min på det tidspunkt seneste roman. En dame kom op til mig i pausen. Hun var en fin dame. Hun sagde De til mig.

Hr. Davidsen sagde hun. Jeg har læst Deres roman Lime`s billede med stor interesse. Jeg synes, at det er en ganske udmærket bog, og jeg læser ellers aldrig den slags, men det er jo slet ikke den slags.

Jeg måtte falde ind i tonen og sagde: Kære Frue, der er noget De har misforstået. Det er den slags. Det er bare ikke den slags, De tænker på, når de tænker på den slags.

Så velkommen til årets Krimimesse hvor der er masser af den slags og al anden slags i en rig og mangfoldig genre.

God fornøjelse. Og tak.