Kommende krimier – november

Her kan du få et overblik over et udvalg af de krimier og spændingsromaner, der udkommer i løbet af november måned.

God læselyst!

Hjertets nordside af Dolores Redondo

Udgivelsedato: 5/11-2020

Forlag: DreamLitt

“Da Amaia Salazar var 12 år, var hun faret vild i skoven i 16 timer. De fandt hende i det tidlige daggry 30 kilometer nord for det sted, hvor hun var trådt væk fra stien. Hun lå bevidstløs i den intense regn, hendes tøj var sværtet og tilsølet som tøjet på en middelalderheks, der var blevet reddet fra bålet. I stærk kontrast hertil var hendes hud hvid, ren og iskold, som om hun lige var dukket frem af isen.”
I august 2005, længe før de makabre hændelser i Baztán-dalen fandt sted, deltager den 25-årige vicekommissær Amaia Salazar fra Navarras autonome politi i et udvekslingsprogram for europæiske politifolk ved FBI’s akademi i USA. Hovedforlæseren er Aloisius Dupree, lederen af akademiets efterforskningsteam.

Et af de casestudier, de inviterede politifolk bliver præsenteret for, omhandler den åbne sag om en seriemorder med tilnavnet ”komponisten”, som altid slår til i forbindelse med alvorlige naturkatastrofer. Han udsletter hele familier og arrangerer forbrydelserne som en liturgisk scene.

Amaia bliver noget uventet en del af Duprees efterforskningsteam, som indfinder sig i New Orleans samme aften, som en af de værste orkaner i landets historie fejer ødelæggende ind over land i et forsøg på at komme morderen i forkøbet … Men et opkald fra hendes tante Engrasi i Elizondo vækker gamle spøgelser til live i Amaia, barndommens spøgelser, der vil kunne ændre alt, og som uvægerligt vil bringe hende i kontakt med hjertets nordside igen.

Den tavse enke af Sara Blædel

Udgivelsesdato: 6/11-2020

Forlag: Politikens forlag

Louise Rick er efter en længere orlov tilbage på arbejde som leder af politiets nyoprettede rejseenhed, P13, da Fyns Politi tilkalder assistance. En kvindelig kroejer på Tåsinge er blevet dræbt, og politiet er på bar bund. En grundig gennemsøgning af kroens førstesal, hvor den dræbte boede, afslører en uventet detalje, som kaster politiets efterforskning i en helt uventet retning.
Meget mod sin vilje er Louise nødt til at kontakte Eik Nordstrøm fra Eftersøgningsafdelingen i København. De to har ikke set hinanden, siden de skiltes på en strand i
Thailand, hvor deres forhold sluttede.
For første gang nogensinde virker Camilla Lind ikke særligt interesseret i drabssagen, da Louise ringer for at spørge hende til råds. Til gengæld vækkes Camillas interesse af en sag om en ung fyr, der døde på Tåsinge et halvt år tidligere. Gennem sin journalistiske tilgang til den historie kommer hun i besiddelse af oplysninger, som Louise ikke ved noget om, og som har store konsekvenser for de involverede personer.
Louise og Camilla bliver begge dybt engagerede i sagen, og da de til sidst står i en svær og sårbar situation, finder de ud af, hvor godt det er at gøre tingene sammen.

Fantommanden af Christine Jønck

Udgivelsesdato: 10/11-2020

Forlag: Roots & Wings

Hector er fantommanden med de mange ansigter. Han er en uhyre sammensat person. På den ene side er han sjov, galant og charmerende, på den mørke side er han manipulerende, koldblodig og finder en pervers nydelse i at forvolde andre smerte.

Vibeke, Hectors hustru, er gidsel i hans narcissistiske verden, hvor hun kæmper for at overleve og beskytte deres drenge. Livet er uforudsigeligt, Hector overvåger hendes mindste bevægelser og skifter karakter uden varsel, men Vibeke har også sine hemmelige våben.

Kriminalromanen Fantommanden er historien om en mulig morder og en sandhedssøgende hustru. Bogen trækker tråde til den kolde krig, “Efterretningstjenesternes krig” og det myteomspundne uopklarede drab på forstadsfruen Marie Lock-Hansen d. 10.11.1967, kendt som Højbjerg-mordet.

Bogen er inspireret af virkelige hændelser, en hustrus afsløringer, baseret på forfatterens omfattende research, politirapporter og mødet med eksperter, der har forsket i mordet igennem årtier.

Min smerte, din skæbne af Steen Lassen

Udgivelsesdato: 10/11-2020

Forlag: book by me

En mand findes dræbt på genbrugspladsen i Glesborg. Han er rullet ind i et tæppe, efter at han er blevet stukket ihjel.
Kort tid efter findes endnu en dræbt mand, og efterforskerne må i gang med at finde morderen. Er det en seriemorder, der nu hjemsøger det fredelige Norddjurs?
Efterhånden bliver det klart, at ofrene har en fælles fortid. Men hvad har de gjort, der kan få så alvorlige konsekvenser?
Da sagerne endelig opklares, har det også medført personlige konsekvenser blandt efterforskerne.
Min smerte, din skæbne er femte og sidste bind i Fjellerup-serien. Der er tidligere udkommet Du skylder et liv, 2016, Til jord skal du blive, 2017, Den pris du betaler, 2018 og Alt det de ejer, 2019.

Skjult af Cara Hunter

Udgivelsesdato: 13/11-2020

Forlag: Gads forlag

En Oxford-krimi bind 2.

En kvinde og et barn bliver fundet låst inde i en kælder. De er kun akkurat i live, og det er ikke muligt at identificere dem: Kvinden kan ikke snakke, og hverken hende eller drengen figurerer i politiets database over savnede personer.
Den forvirrede gamle mand, som ejer huset, påstår, at han aldrig har set dem før. Hele nabolaget er i chok – hvordan kunne det ske?

Kriminalinspektør Adam Fawley ved, at intet er umuligt, og at ingen er så uskyldige, som de ser ud til.

Mens politiet desperat leder efter spor, falder Fawley over et gennembrud: en forbindelse til en uopklaret sag om en savnet kvinde og hendes barn. Da han indser, at den forsvundne kvinde boede i nabohuset, tror han at have opklaret begge mysterier. Men der er noget, som ikke stemmer med den lille dreng fra kælderen. Og sandheden er hårrejsende.

Skjult er anden bog i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team fra den på overfladen så trygge by Oxford. En veldrejet kriminalroman og et hårrejsende mysterium, som tager pusten fra læseren.

Barnet der forsvandt af Emily Gunnis

Udgivelsesdato: 15/11-2020

Forlag: Jentas

Sandheden om en mors drøm ligger hos et tavst vidne. 
Rebecca Waterhouse er kun tretten år gammel, da hun er vidne til, at hendes far slår hendes mor ihjel i Seaview Cottage. Men hvad så Rebecca ellers? Mange år senere ved Rebeccas døtre Iris og Jessie, at deres mor aldrig vil tale om den forfærdelige nat.

Men da Jessie forsvinder med sit alvorligt syge spædbarn, indser Iris, at nøglen til hendes søsters forsvinden måske ligger i fortiden. Nu hvor Jessie er forsvundet, må Iris optrevle en indviklet historie om kærlighed og svigt i sin mors familie. Først da vil Seaview Cottage afsløre sin dystre og tragiske hemmelighed … 

Forbryderfaget af Simon Kernick

Udgivelsesdato: 15/11-2020

Forlag: Jentas

Da Operation Kirurgisk Indgreb, en politiaktion, der skal fange colombianske narkohandlere i at sælge et stort parti kokain til undercover-betjente på et hotel i Heathrow, går frygteligt galt, falder mistanken hurtigt på en af de involverede betjente: Stegs Jenner.

Men Stegs er ingen almindelig undercover-betjent. Som lidt af en enspænder med en række disciplinære anmærkninger har han altid levet på kanten. Da hans nære ven er død i en skudepisode, beslutter han nu at gå selv.

Ind kommer kriminalassistent John Gallan og hans partner, kriminalassistent Tina Boyd, en del af afdelingen for alvorlig kriminalitet, der undersøger mordet på den tidligere gangster og omvendte informant Slanke Robbie O’Brien. Slanke Robbie hjalp Gallan og Boyd med at arrangere operationen og er nu også død, skudt sammen med sin mor i sin almennyttige lejlighed i Islington, mens begivenhederne i Heathrow fandt sted.

Samtidig arbejder Stegs Jenner ud fra sin egen dagsorden og udvikler en plan, han har tænkt på meget længe. Hævn, beslutter han, er en ret, der helst skal nydes meget, meget kold. Men er han den mand, politiet er ude efter?

Mens Gallan, Boyd og kriminalbetjent Asif Malik bevæger sig stadig tættere på ham, der var ansvarlig for skyderiet i Heathrow, afdækker de en morderisk sammensværgelse, der vil føre dem ind i midten af Londons mest berygtede forbryderbander. Hvad de ikke kan vide, er, at de også har begivet sig ud på en kollisionskurs, der vil lede en af dem lige ind i fjendens sigtekorn. 

Fjern torden af Lee Child

Udgivelsesdato: 15/11-2020

Forlag: Jentas

I femte bind af Lee Childs bestsellerserie kommer Jack Reacher i vanskeligheder i Texas. 
Jack Reacher er ved at blaffe sig gennem den glohede ørken i Texas, skal ikke noget bestemt sted hen og har masser af tid til sin rådighed. Carmen Greer er på vej ud ad den samme tosporede landevej. Reacher får et lift af de mere specielle. 
Carmen har en vild historie at fortælle – om sin mand, om familiehemmeligheder og en mere end almindeligt uhyggelig hjemby. Og så har hun også en plan. Som Reacher indgår i. Og inden solnedgang kan køreturen have kostet dem begge livet.

Faldet af Annelie Wendeberg

Udgivelsesdato: 16/11-2020

Forlag: mellemgaard

1890. Anna Kronberg, klædt i herretøj som læge og epidemiolog dr. Anton Kronberg, er sammen med Sherlock Holmes på sporet af en uhyrlig sammensværgelse. Den drejer sig om udviklingen af grusomme biologiske våben.    Efter hun blev morder, har hun måttet forlade London på flugt fra Scotland Yard og fører nu et upåfaldende liv på landet. Men en nat vågner hun med en pistol mod sin tinding. Anna må nu kaste sig ind i et farligt spil med sin dæmoniske kidnapper.

Firmaet Jesus Kristus bd. 3 af Nick Messenger

Udgivelsesdato: 17/11-2020

Forlag: mellemgaard

Søren Kierkegaard betegnede sin samtids kirke som verdens største forbrydelse: … de kristelige falsknere … den kristelige kriminalforbrydelse … de ulykkelige millioner, som man snød for deres penge … og hvem man misbrugte … snød dem for det evige ved at lade dem løbe med noget galimatias … kristendommen man forrådte, tjenende sig selv … Havde Søren Kierkegaard ret? I 

Firmaet Jesus Kristus 3 tager Søren Kierkegaards politiagent, teologi- og videnskabsmanden Nick, sin læser med rundt i Italien, i Milano og på Sicilien, i Rom og på øen Capri. Her efterforsker Nick hvad han er kommet på sporet af, nemlig pave Gregor den Stores uhyrlige bestialske hemmeligheder godt skjult for offentligheden af den katolske moderkirke. Vil du kende denne hemmelighed?  

Dødelig effekt af Steen B.J.

Udgivelsesdato: 17/11-2020

Forlag: mellemgaard

Ella, Li-Mei, Ibsen og Milton fra Team Milton stilles over for et opklaringsarbejde, hvor kvinden Selma findes død. Det viser sig, at hun er forgiftet med det dødelige stof arsen, hvor døden har været meget smertefuld. I Selmas seng finders der hårrester fra både en mand og en kvinde, hvilket undrer Team Milton meget. I dette opklaringsarbejde bringes specielt Li-Mei ud i etiske overvejelser, da hun via mobilkontakt skal prøve at redde et nyt offer fra samme skæbne som Selma. Ibsen og Ella foretager ligeledes en drastisk arrestation, der får katastrofale følger. Ellas mor Oline og Layla kastets ud i voldsomme og drabelige ting, da pengeafpresserne kræver deres penge, mens Ella er yderst bekymret for, om Oline er blevet dement. Hun opfører sig hele tiden specielt, mener Ella og er bekymret og vil foreslå et lægetjek.

Ulvesommer af Hans Rosenfeldt

Udgivelsesdato: 20/11-2020

Forlag: Hr. Ferdinand

En død ulv findes med resterne af et menneske i maven. Afdøde ser ud til at have overlevet en blodig massakre på den anden side af grænsen til Finland, blot for nu at findes død i skoven uden for Haparanda. Men hvad lavede offeret der? Politiet må vende hver en sten for at forsøge at finde ud af, hvad der er sket. Tiden går, og Hannah Wester og resten af styrken fornemmer at andre kræfter er er mindst lige så interesserede som de er i at finde ud af, hvad der skete. Pludselig bliver den lille grænseby centrum for en serie brutale hændelser, langt værre end noget Hannah Wester og de andre lokale betjente nogensinde har forestillet sig.

Ulvesommer er første bind i en ny kriminalserie af Hans Rosenfeldt, skaberen bag tv-serierne Broen og Marcella, og del af krimimakkerparret bag den internationale bestsellerserie om Sebastian Bergman, Hjorth Rosenfeldt.

Konkursklubben af Lindholm og Zornig

Udgivelsesdato: 24/11-2020

Forlag: Harper Collins

I Køge bliver en mand fundet død i havnen. Ingen ved, hvem han er, ingen savner ham. Politikommissær Tessa Højmark bliver mod sin vilje sat på sagen. Til hendes frustration fører sporene ingen vegne. Det er som om manden i vandet aldrig har eksisteret. Det gør Tessa nysgerrig. Hvad skete, der gjorde manden til ingen’Efterforskningen er ved at gå i stå, da Tessa pludselig finder en kobling mellem den døde mand og den private sikkerhedsekspert Adam Forsberg, som Tessa kender og skjuler en mørk hemmelighed for.

På Tenerife bor den 72-årige konkursramte lykkejæger Jack Nielsen. Sammen med sine venner beslutter han at vende tilbage til Danmark på en omhyggeligt planlagt mission for at tage hævn over den mand, der har taget deres økonomisk liv. Planen ser ud til at lykkedes. Faktisk over al forventning. På nær en enkelt uforudset hændelse, som pludselig gør Jack og hans venner til de jagede.

Begrav dine døde af Louise Penny

Udgivelsesdato: 26/11-2020

Forlag: Hr. Ferdinand

I Quebec hærger vinteren, mens Gamache står ansigt til ansigt med sin karrieres usædvanligste sag. En mand findes dræbt i en af byens ældste bygninger – et bibliotek hvor Quebecs engelsktalende mindretal bevogter sin historie.

Og dødsfaldet åbner en dør til fortiden og et mysterium som har sovet i århundreder. Et mysterium Gamache skal løse, hvis han skal standse en nutidig morder.

Den barske sandhed af Louise Penny

Udgivelsesdato: 26/11-2020

Forlag: Hr. Ferdinand

I sommerens sidste dage findes en fremmed dræbt i byens bistro og antikvitetsbutik. Endnu en gang må kommissær Gamache og hans hold ud for at gennemsøge byens fortællinger og løgnehistorier i jagten på sandheden.
Ingen indrømmer at have kendt den dræbte, men snart peger pilen på Olivier, ejeren af bistroen. Men skatte fra antikvitetsbutikken i form af sjældne førsteudgaver af klassiske værker og andre særlige objekter fører
Gamache dybt ind i historien og på tværs af kontinentet i jagten på sandheden og den endelige afsløring.

Nådesløse kvinder af Camilla Läckberg

Udgivelsesdato: 27/11-2020

Forlag: alpha

En ny spændingsroman fra danskernes yndlingskrimiforfatter.

Ingrid, Birgitta og Viktoria. Tre vidt forskellige kvinder. Men én ting har de dog til fælles, og den ting forhindrer dem i at leve det liv, de har lyst til.

Alle er de fanget i et ulykkeligt ægteskab og har svært ved at få øje på en udvej. Lige indtil den dag de møder hinanden på et internettet og sammen udklækker en diabolsk plan.

Tekst fra forlagene. Vi tager forbehold for ændringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.