“De er et spejl på, at vi kun beskyttes af vores moralske kompas, så længe alle spiller med” – Interview med Thomas Bagger

I juni 2021 udkom Thomas Baggers “Manden i tre dele”, der er 1. bind i Baggers nye serie den gådefulde David Flugt og den excentriske Lucas Stage.
Thomas Bagger debuterede i 2017 med krimien Den permanente, som blev fulgt op af Superstar (2018) og senest Grav (2019). Vi tog en snak med ham om inspiration, seriemordere og krimiens karakterer:
Krimimessen: Du har netop sluppet serien om Ask Hjortheede, og er begyndt på den nye serie om efterforskerne David Flugt og Lucas Stage. Hvorfra kommer inspirationen til de to nye karaktere? Og hvordan starter arbejdet med nye karaktere?

Thomas Bagger: Som forfatter bliver man tit spurgt om inspirationskilder, og mit svar er altid det samme: Inspiration er tålmodighed. Evnen til at blive siddende, og arbejde ligeså hårdt de dage, hvor man ikke kommer nogen vegne, som man gør det de dage, hvor ordene flyder fra fingerspidserne. Nogle af mine bedste skrivedage, kan sagtens starte som en ****-dag, men udvikle sig produktivt, fordi jeg bider mig fast. Jeg kan ikke give et tydeligt svar på, hvordan David Flugt, Jenny Seland eller Lucas Stage opstår i mit hoved. Men jeg skriver karakterer som, jeg føler ville interessere mig, hvis jeg mødte dem i virkeligheden. Og jeg synes nogle af de mest interessante mennesker man kan møde, er mennesker som har mødt en udfordring i livet, de ikke kunne klare.
Krimimessen: Når du starter på en ny krimi, ved du så altid, hvem der har begået mordene? Eller kommer det lidt efter lidt i processen?
Thomas Bagger: Jeg har aldrig en fast plan, når jeg begynder at skrive. Især med Manden i tre dele, havde jeg kun ét krav. At plottet skulle føles som et glødejern. Alle karakterer skulle mærke det, og mærke det hårdt. Ellers var jeg, som alle andre, fanget i Corona-nedlukningens uvished. Der var derfor mange dunkle sindsstemninger, som jeg prøvede at kanalisere til karakterer, handling og replikker. Af den årsag blev MITD (red. “Manden i tre dele”) en meget følelsesstyret krimi, hvor jeg ikke fokuserede så meget på fortælletekniske virkemidler, men snarere mærkede mig frem.
Krimimessen: Manden i tre dele omhandler blandt andet en seriemorder. Hvad er det, der er så fascinerende ved seriemordere?
Thomas Bagger: Seriemordere udlever efter min mening, de dyriske urinstinkter vi som mennesker har tæmmet med civilisation/love/etik. De er iskolde outsidere som viser os, hvor skrøbeligt livet kan være, når nogen vælger ikke at respektere de regler, som former livet som vi kender det. De er et spejl på, at vi kun beskyttes af vores moralske kompas, så længe alle spiller med. Lucas Stage berører emnet i Manden i tre dele. Jeg må også indrømme, at det er helt vildt befriende, at kravle ind i hovedet på et menneske, der lever efter sine egne narcissistiske regelsæt. Som ikke føler anger, og oplever sig selv i gudelig form. Man kommer nogle syrede steder hen i sin fantasi.
Krimimessen: Jeg vil her til sidst høre, om du vil anbefale tre gode læseoplevelser til Krimimessens følgere?
Thomas Bagger: Jeg har endnu til gode, at læse en krimi der overgår ‘Snemanden’ (Jo Nesbø). Derudover vil jeg anbefale Mørketal (Arne Dahl) og Papa (Jesper Stein).



Manden i tre dele
På en forblæst bakke i Sønderjylland finder politiet liget af en nøgen mand. Den døde er dækket til med en presenning og beskyttet mod vilde dyr af en ultralyds-skræmmer. Forvirringen er total, og det hjælper ikke ligefrem, da det viser sig, at manden døde tre dage tidligere og er blevet stjålet fra det lokale lighus. Men den nøgne mand er ikke forbrydelsen. Han er budskabet. Smøl Vold har i årtier skjult en langt mere spektakulær og gruopvækkende hemmelighed, der lynhurtigt får verdenspressens opmærksomhed.
To specialagenter fra enheden Task Force 14 tilkaldes fra København. Den gådefulde David Flugt og den excentriske Lucas Stage. Agenterne får en kølig modtagelse af de lokale politifolk og møder hård modstand i en landsdel, hvor folk køber deres gardiner nedrullede, og de flade marklandskaber kaster lange skygger. David og Lucas kommer hurtigt på sporet af en skræmmende seriemorder og jagten går ind. Men det, agenterne ikke ved, er, at de også jagter hinanden.
Manden i tre dele er en intens historie om skadelig kærlighed og giftig loyalitet.
Du kan opleve Thomas Bagger på Krimimessen 2021 både lørdag og søndag