Forlagene får ordet – Politikens forlag

Vi har bedt en række danske forlag om at fortælle lidt om sig selv og om, hvilke udgivelser vi kan glæde os til i den kommende tid.

Her er det seniorredaktør Anne C. Andersen fra Politikens forlag der fortæller.

 

Niels Oxen, Axel Steen, Katrine Wraa, Dan Sommerdahl, Rebekka Holm, Niels Bentzon, Erhard Jørgensen og Carl Mørck. De har det til fælles, at de er hovedpersoner i spændingsromaner, som læsere i Danmark – og resten af verden – står i kø for at købe, så snart de er på gaden. De har også det til fælles, at de udkommer på et forlag, der brænder for krimier, og som elsker at udgive bøger, der vil noget.

I dag er Politikens Forlag kendt som et af Danmarks stærkeste, når det kommer til udgivelse af danske krimier og spændingsromaner, men sådan har det ikke altid været. Faktisk udgav forlaget helt frem til 2005 udelukkende fagbøger. Først i 2006 blev den skønlitterære linje etableret, og samme år blev Anna Grues Det taler vi ikke om udgivet. Året efter udkom første bind i Jussi Adler-Olsens krimiserie om Afdeling Q. Indtil da havde den i dag verdenskendte forfatter skrevet internationale thrillere, som var udkommet på andre forlag, men nu havde han fået lyst til at prøve kræfter med en ny genre: krimithrilleren.

 

Det store eventyr
Kvinden i buret viste sig at blive begyndelsen på et forfatter- og forlæggereventyr, der ikke er set magen til i Danmark. Jussi Adler-Olsen solgte – og sælger – mange hundrede tusinde bøger og har modtaget masser af priser og hædersbevisninger. I kølvandet på hans succes valgte Politikens Forlag at satse endnu større på spændingslitteraturen, og siden er porteføljen udvidet med så stærke danske forfatternavne som A.J. Kazinski, Jens Henrik Jensen, Jesper Stein, Elsebeth Egholm, Julie Hastrup, Øbro & Tornbjerg, Thomas Rydahl, Miki Mistrati, Eva Maria Fredensborg, Jesper Holm, Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm, Lasse Holm, Hans Davidsen-Nielsen samt Mads Peder Nordbo.

 

Prisregn og udenlandssalg
For blandt andre Jesper Stein og Jens Henrik Jensen har især de senere år budt på de helt store succeser. Jesper Stein vandt i 2015 De Gyldne Laurbær for krimien Aisha, og i 2016 blev Jens Henrik Jensens bestsellertrilogi om krigsveteranen Niels Oxen solgt til udgivelse på det hæderkronede tyske forlag DTV, og efterfølgende modtog han Publikumsprisen på årets krimimesse. Nyeste stjerneskud på Politikens Forlags internationale bestsellerhimmel er Mads Peder Nordbo, der i 2017 ved udgivelsen af krimien Pigen uden hud kunne fortælle, at 16 udenlandske forlag havde købt rettighederne til at udgive bogen.

 

Internationale stjerner

Det er imidlertid ikke kun udenlandske forlag, der køber rettighederne til at udgive spændingsromaner fra Politikens Forlag. I løbet af årene er også adskillige udenlandske spændingsforfatterskaber føjet til forlagets udgivelsesliste. Heriblandt svenske Emelie Schepp, britiske Daniel Cole og britiske Terry Hayes, der har fået fremragende anmeldelser for sin thriller Jeg er pilgrim både herhjemme og i udlandet.

 

Noget på hjerte
Fælles for spændingsforfatterne på Politikens Forlag er, at de har noget på hjerte, at de vil noget med de bøger, de skriver, hvad enten det handler om at kaste lys over en magtfuld medicinalindustri, det grønlandske samfunds dystre sider, traumeramte soldaters forhold eller de offentligt ansattes daglige kamp mod systemet. Og netop dét er med til at tilføje deres bøger en kant og nerve, som kan mærkes, når man læser dem.

 

Spænding på film
For flere af krimi-universets hovedpersoner gælder også, at de ikke kun kan opleves på tryk. De kan også ses på film i enten biografen eller på tv. Både Jussi Adler-Olsens Carl Mørck og Elsebeth Egholms Dicte er blevet vakt til live på henholdsvis lærred og skærm. Med stor succes. Og flere er på vej. Inden for den nærmeste årrække er der planer om at filmatisere Jens Henrik Jensens Niels Oxen, Anna Grues Dan Sommerdahl, Mads Peder Nordbos Matthew Cave og Jesper Steins Axel Steen. 

 

Efterårets hits
Axel Steen kan allerede dette efterår blive temmelig svær at komme udenom. Papa, der er seneste bind i serien om den kaosramte strisser, udkom i juni til bragende gode anmeldelser og hastigt stigende salgstal. Elsebeth Egholm er også udkommet med en ny krimi. I Jeg finder dig altid introducerer hun et helt nyt krimiunivers og en helt ny hovedperson, lægen Rina, der lever et dobbeltliv – om dagen er hun læge, om natten bryder hun loven. Og så er Hans Davidsen-Nielsens Løgnen om en sand ven udkommet. Bogen er en selvstændig opfølger til hans anmelderroste Hypokonderens død. Endnu en nyhed, forlaget forventer sig meget af, er britiske Daniel Coles Kludedukken.  Her finder kriminalassistent William Fawkes et grotesk lig, som viser sig at være syet sammen af seks forskellige døde mennesker, så nu skal seks mord opklares, samtidig med at seks nye skal afværges. Og endelig skal man også holde godt øje med A.J. Kazinskis længe ventede Miraklernes nat, der er femte bind i serien om Niels Bentzon.

Her er tale om spændingsromaner, man absolut ikke skal snyde sig selv for.

 

I støbeskeen
Kigger man lidt længere frem i tiden, kan man glæde sig til i 2018 at stifte bekendtskab med den anerkendte forfatter Lasse Holms nye serie om vikingerne i Lodbrog-slægten. Her er det hovedpersonen Rolf, som skal forsøge at kaste lys over mordet på Ragnar Lodbrog. På krimifronten kan man også forvente sig nyt fra blandt andre Øbro & Tornbjerg, Jesper Holm, Julie Hastrup samt Jens Henrik Jensen.

Meget tyder på, at vi kan se frem til rigtig gode krimi-år.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.