Forfatternes ferielæsning – Julie Hastrup

Vi har spurgt en række krimiforfattere om, hvilke bøger de kaster sig over i løbet af sommeren.
Her er det forfatter Julie Hastrup der fortæller lidt om sine ferielæseplaner.
“Åh, sommerferie er for mig lig en bunke bøger … og den luksus at kunne spendere flere timer i træk fordybet i en spændende bog uden at få dårlig samvittighed over arbejdet og alle de praktiske gøremål der venter. Dét er ferie!

I mange år pakkede jeg så mange bøger i kufferten at jeg ofte kom til at betale overvægt i lufthavnen, men efter jeg for en årrække siden købte en Kindle, kan jeg tage lige så mange bøger med som jeg lyster. Og det gør jeg.
Jeg glæder mig helt vildt til et gensyn med Olivia Rönning og Tom Stilton, det umage makkerpar i Cilla og Rolfs Börjlinds krimiserie – hvor ”Koldbrand” netop er udkommet.

Jeg tager også ”Døden på museet” af Elly Griffith med mig – hendes hovedkarakter, den kluntede og lidt sære Ruth Galloway er jeg virkelig vild med.
Jeg har også købt to bøger af Clare Mackintosh på epub – ”Jeg ser dig” og ”Lad mig dø,” de lyder spændende så det håber jeg også at de er.
Men ingen ferie uden papirbøger. Jeg tager Peter Øvig Knudsens anmelderroste ”Min mor var besat” med på ferie som er hans personlige historie om at vokse op med en psykisk syg mor og selv blive ramt af en dyb depression mens han skrev den.
Sidst men ikke mindst glæder jeg mig til at læse ”Sommeren er ikke helt forbi” en samling klummer og essays af Maria Gerhardt. Jeg holdt meget af hendes særlige tone”.

Julie Hastrup

Julie Hastrup er født i 1968, uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har blandt andet arbejdet på TV2/Lorry og Danmarks Radio. Hun debuterede i 2009 med bestselleren En torn i øjet, som var første bind i serien om den danske drabsefterforsker Rebekka Holm. Derefter fulgte Det blinde punkt i 2010, og året efter udkom Blodig genvej.Portræt af døden, fjerde bind i serien, blev udgivet i 2013, mens Farlig fortidudkom i 2015. Sjette selvstændige roman om Rebekka Holm, Mirakelmanden, udkom i 2017. I den nye roman, Blodspor, er Rebekka nået til et stort vendepunkt i sit liv.
Julie Hastrups bøger er solgt til udgivelse i en lang række lande. Alene i Danmark er serien om Rebekka Holm trykt i over én million eksemplarer. (tekst fra Politikens forlag)
Seneste udgivelse
