Forfatterens favoritdetektiv – Bille & Bille

På Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Hver mandag frem til Krimimessens start fortæller en række krimiforfattere på skift om deres yndlingsdetektiv.

Bille & Bille

Vi elsker detektiver i alle tænkelige skikkelser. I krimier er de hyppigt offentligt ansatte med politiskilt, ret til ransagning, afhøring og pension.

Dertil kommer privatdetektiven med trenchcoat, eget kontor, kvindetække og ofte i klemme mellem de førnævnte offentlige og den kriminelle over- og underverden.

Men den helt private og uautoriserede efterforsker er skam heller ikke at foragte eller overse. Det kan være levemænd i slåbrok og med merskumspiben skruet fast i munden,  ældre engelske frøkener med tea and crumpets, munke, rabbinere, retslæger, kriminologer, advokater, vampyrer, spøgelser eller belgiske flanørs med parfumerede cigaretter.

Nogle af dem er vilde med damer, andre foretrækker opium og andre igen er dybt alkoholiserede. De kan være enker, enkemænd, autister, traumatiserede, voldelige, nyskilte, deprimerede eller bare indesluttede og permanent mutte.

En særlig gruppe af krimidetektiverne udgøres af journalister, der enten har forbrydelser som deres speciale, eller som ufrivilligt rodes ind i mordsager og bidrager til deres opklaring. Ligesom de andre ikke-offentligt ansatte detektiver er de ikke lovens, men skæbnens lange arm, og de er med til at genoprette vores tro på, at onde gerninger ikke forbliver u-sonede, og at forbrydere før eller siden skal stå til regnskab for deres brøde.

Vi elsker og respekterer dem alle, med deres styrker, deres svagheder, deres intellekt, deres forbrug af sexpartnere, trøst på flaske og snarrådighed. Men vores yndlingsdetektiv er alligevel hende vi kender bedst, nemlig vores egen skabning, videnskabsjournalisten Thea Vind.

I indtil videre tre romaner har vi placeret  hende i ubehagelige og af og til desperate situationer som Thea, vores modstræbende heltinde, skulle løse. Hun er blevet forsøgt myrdet flere gange, er blevet truet med fyring af sin redaktør, er blevet forladt af sin kæreste, har mistet et barn, er blevet svigtet på det grusomste af sine nære og har skullet tvangsbabysitte nevø og niece, alt imens verden omkring hende var ved at gå helt af led.

Vi har taget ved lære af detektivforbillederne og gjort Thea til et skrøbeligt, stærkt, klogt, naivt, beslutsomt, tøvende, elskeligt, irriterende og såre menneskeligt væsen. Og derfor er hun alene – helt alene – selv og især, når hun er sammen med andre. Den uafrystelige, ubodelige ensomhed bærer hun med sig, både når en morder lokker hende i en fælde, og når hun arbejder med sine artikler om videnskabens nye landvindinger.

Hun tvivler på sig selv, på om menneskelivet virkelig er en god opfindelse og på sine medmennesker. Kun momentvis oplever hun at være del af et større fællesskab eller bare at blive set og elsket af et andet menneske, før hun igen står ansigt til ansigt med skuffelse og tab.

Det er med andre ord ikke nemt at være Thea Vind, men sådan må det jo være, når man er skabt som journalist-detektiv og skal måle sig med alle de andre hård- og blødkogte forbilleder og konkurrenter inden for genren. For desværre er en lykkelig detektiv lige så sjælden som en Sherlock uden Watson eller en Agatha uden Christie.

Udover de litterære forbilleder, stammer Theas fejl og mangler, ensomhed og nysgerrighed naturligvis fra os selv. Både dem vi er, dem vi gerne ville være og dem vi slet ikke ønsker at være.  Så derfor er det lige netop hende der er vores yndlingsdetektiv, hende vi tugter og elsker allermest.