Forfatterens favoritdetektiv – Agnete Friis

På Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Hver mandag frem til Krimimessens start fortæller en række krimiforfattere på skift om deres yndlingsdetektiv.

Agnete Friis

Min yndlingsdetektiv er Miss Marple, og det er sikkert ikke rimeligt.

Hun er en gammeldags detektiv fra en svunden tid, og siden Miss Marple trådte ned fra krimiscenen, er der kommet hundredvis af nye detektiver til. Mange af dem dygtige, komplekse, sårbare, kompromisløse og betydeligt mere sexede end Miss Marple.

Men det er og bliver altså den engelske pebermø fra St. Mary Mead, der er stammoderen til min egen kærlighed til genren. Der er mange gode ting at sige om Miss Marple. Hun er en utraditionel heltinde, og jeg kan ikke komme i tanke om andre bogserier, som har en aldrende pebermø som altdominerende hovedperson. Alene derfor scorer Agatha Christie point på originalitet og mod. Marple er desuden frygtløs på egne vegne, skarp som en ragekniv og hendes drivkraft er en fuldstændig skamløs og utilsløret nysgerrighed. Der er noget fascinerende ved mennesker, som i den grad er kureret for almindelig behagesyge.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det ikke udelukkende Miss Marples skarpe, deduktive evner, som har sikret hende pladsen på podiet. Det er i lige så høj grad det faktum, at der var en stak Miss Marple bøger i det sommerhus ved Limfjorden, hvor jeg tilbragte de fleste af mine barndoms somre.

Det er det, at hun kom ind i mit liv på endeløse sommerdage, mens jeg lå i solen på gamle sofahynder, med vinden susende i trætoppene over mig og duften af kokossololie og pandekager i næsen. Og fordi hun om vinteren besøgte vores håbløst forældede sort-hvid tv i skikkelse af lille Joan Hickson med det smalle ansigt og de lyseblå plirrende øjne, og min mor havde bagt chokoladekage og min far havde tændt op i pejsen.

Det er derfor, ingen kan konkurrere med Miss Marple!

Yndlingspersoner både de fiktive og virkelige sniger sig ind på en i lykkelige øjeblikke og bliver der. Jeg holder af hende på samme måde, som jeg holder af britiske badehoteller og herregårdsbiblioteker og små landsbykirker og britisk accent.

Det er en gammel kærlighed, og den slags ruster som bekendt ikke.