Et pseudonym taler ud

Spændingsromanen Glasnøglen er skrevet af debutanten Alex Karl Morell. Der er bare det problem, at han ikke findes i virkeligheden. Vores udsendte møder ham alligevel på en nedlagt lilleskole, hvor han fortæller om livet som pseudonym, klimaproblemer, fugle og et næsten virkeligt møde med Ib Michael. 

Af Tone Falden 

Jeg møder Alex Karl Morell i Fusager, en lille by vest for Viborg. Her har tre af hans barndomsvenner købt en gammel lilleskole, de er ved at sætte i stand, og Alex hjælper til i et par uger op til krimimessen i Horsens Statsfængsel, hvor han skal interviewes om sin debutroman, Glasnøglen. Til daglig bor Alex i Thailand, hvor han arbejder som dykkerinstruktør og bartender. 

Sådan lyder i hvert tilfælde den baggrundshistorie, han er blevet forsynet med. For Alex Karl Morell er et pseudonym for to danske forfattere, der har valgt at udgive deres fælles spændingsroman i hans navn. Og det er ikke altid en dans på roser at være et pseudonym, fortæller han: 

– Vi havde egentlig aftalt, at jeg skulle findes, altså have min egen identitet med pas og bankkonto og den slags. Jeg har en Facebookprofil, dér accepterer man åbenbart pseudonymer, men ellers har det været overraskende besværligt at leve en tilværelse som pseudonym. Jeg kan for eksempel ikke få et personnummer, og uden det kan jeg ikke få NemID, og derfor kan jeg heller ikke få en bankkonto. Problemet bider ligesom sig selv i halen.  

– På den ene side vil jeg gerne have royalty for bogen, men på den anden side har jeg jo ikke nogen udgifter, så det er mest princippet i det.  

Man kommer vidt omkring i din debutkrimi, der foregår i det meste af verden: Nordamerika, Sydamerika, Thailand, Danmark, Polen. Er det, fordi du selv rejser meget? 

Alex griber ud efter en bolle og skærer den langsomt over med en frugtkniv. Han gør alting meget omhyggeligt, slår det mig. Han tager sig også god tid til at svare. 

– Nu skal vi lige holde fast i, at det først og fremmest er forfatterne, der har ansvaret for plottet, og hvor handlingen foregår. Men når det er sagt, så har jeg jo været nødt til at have styr på alle de små detaljer. Der har været perioder, hvor jeg altid havde tandbørsten og rejsetasken klar, fordi jeg ikke vidste, om jeg skulle til Delaware eller Pyongyang næste morgen.  

Har du været alle de steder, der optræder i romanen? Både Thailand og Nordjylland er meget indlevende beskrevet? 

– Jeg er født på Skive-egnen, så Nordjylland kender jeg som min egen bukselomme. Thailand og USA har krævet lidt mere arbejde, men man kan komme langt med Google Maps. Og så har jeg den fordel, at jeg har nem adgang til at tale med andre pseudonymer.  

– Vi tilhører jo samme klub af opretshavere, der ikke eksisterer i virkeligheden, så vi holder sammen og støtter hinanden, når det brænder på. I hvert fald de fleste af os. Skuffeselskaber og trolls på de sociale medier er jo også en slags pseudonymer, men den slags idioter gider jeg ikke at have noget at gøre med.  

Alex, tror du dine forfattere har opfundet dig for at få ekstra opmærksomhed omkring Glasnøglen?   

– Nej, det kan jeg garantere. Der har ikke været nogen fordele, ved at romanen er udkommet under pseudonym. Snarere tværtimod, medierne vil hellere have virkelige personhistorier. Det er selvfølgelig også besværligt at interviewe en forfatter, der ikke eksisterer, og med al den snak om fake news, så kan jeg måske godt forstå dem, men det har alligevel været lidt op ad bakke. Der findes jo pseudonymer, som klarer sig godt rent salgsmæssigt, men overordnet er det et ensomt liv.  

– Jeg ringede til Lars Kepler (svensk pseudonym for forfatter-ægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, red.) i sidste uge, men han var indlagt med stress. Så prøvede jeg at få fat i A. J. Kazinsky (pseudonym for forfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, red.), men han lå og flød i en eller anden pool. Jeg tror, han var fuld, eller også var han bare deprimeret over, at hans forfattere er begyndt at udgive bøger under et andet pseudonym (Anne Ekberg, red.) 

Hvad har så været det bedste ved at være et pseudonym? 

– Nu skal det heller ikke lyde som om jeg er bitter. Der har været mange fede oplevelser. Først og fremmest har det været fantastisk at møde Ib Michael, som har skrevet romanens indledende kapitel. Jeg faldt i snak med ham på det sydlige Phuket. Om fridykning og harpunering og lidt om litteratur. Pissehyggeligt. Først langt inde i samtalen gik det op for mig, hvem det var, jeg sad og snakkede med. Jeg fortalte, at jeg var ved at skrive en roman, der blandt andet foregår på Phuket, og vi skålede og aftalte, at hvis den nogensinde udkom, skulle han da skrive en lille prolog. Jeg sendte ham bogen, da den næsten var færdig, og han har gjort det! Dét er sgu da god stil.  

– Som ikke-eksisterende har det også været total optur at blive inviteret til Krimimessen selvom min mangel på pas og personnummer gjorde det lidt besværligt at rejse fra Thailand til Danmark. Ifølge Google Maps er afstanden små 12.000 km, så jeg smurte en meget stor madpakke og snørede mine vandrestøvler. 

Hvordan har samarbejdet med dine forfattere fungeret? 

– Generelt rigtig godt. De er begge to megagamle, så det har været lidt ligesom at have et par nice bedsteforældre, der hele tiden taler i munden på hinanden og lever i en anden verden. For eksempel har de insisteret på, at romanen skulle være fyldt med fugle. Tydeligvis inspireret af en ældgammel Hitchcock-gyser fra 1960’erne, de ikke kunne slippe, selvom jeg foreslog en masse nyere film, de kunne stjæle lidt fra. Jeg var nødt til at bruge flere uger på at tage billeder af fugle og tale med fugleeksperter. 

Glasnøglen handler jo blandt andet om klima-problemer. Er du selv bevidst om de udfordringer planeten står over for? 

– Totalt. Det var også en af grundene til at jeg gik hele vejen fra Phuket til Fusager i stedet for at tage chancen som blind passager på et rutefly. Vi er alle sammen – både pseudonymer og rigtige mennesker – nødt til at blive meget mere klimavenlige. Den dimension har det været vigtigt for mig at få med i bogen – at klokken er fem minutter i tolv, og at det muligvis allerede er for sent. Og heldigvis havde mine forfattere det på samme måde. Hvad tror du, der skal til, før nogen vil gøre noget ved det? Og hvad vil det koste at redde kloden? Det har jeg faktisk regnet mig frem til et ret præcist beløb på, men så bliver man nødt til at læse bogen. 

12.000 pseudonymer 

I en artikel i Jyllands-Posten fra 13. januar i år fremgår det, at der i 1995 alene i engelsksproget litteratur kunne optælles 12.000 pseudonymer. Der er tilsyneladende et stort behov blandt forfattere for at skærme sig bag et opdigtet navn. John le Carré er eksempelvis et pseudonym for David John Moore Cornwell, der i 1950’erne og 1960’erne arbejdede for de britiske efterretningstjenester MI5 og MI6, og de så ikke med milde øjne på en ansat, der forvandlede statshemmeligheder til spændingslitteratur. Og da Harry Potter-forfatteren J. K. Rowling (som i øvrigt også er en slags pseudonym) begyndte at skrive krimier, valgte hun dæknavnet Robert Galbraith. Hendes første Robert Galbraith-roman, der udkom i april 2013, vakte ikke den store opmærksomhed før en ansat ved et advokat-firma, der var involveret i hemmelighedskræmmeriet, talte over sig ved et middagsselskab. Hans borddame delte hans sensationelle afsløring på Twitter, og i juli samme år var Rowling/Galbraith demaskeret. Bogsalget steg øjeblikkeligt med 4.000 procent, og forlaget Little Brown skyndte sig at trykke 140.000 eksemplarer af bogen for at efterkomme efterspørgslen. I månederne op til afsløringen var der i alt solgt 500 eksemplarer af Robert Galbraiths debutroman. 

Også i Danmark har vi forfattere, der ikke spiller med helt åbne kort. Karen Blixen debuterede i USA i 1934 under pesudonymet Isak Dinesen og brugte også det navn, da novellesamlingen Syv Fantastiske Fortællinger udkom i Danmark året efter. Senere skrev hun den gotiske roman Gengældelsens veje under pseudonymet Pierre Andrézel, og inden hendes gennembrud havde hun udgivet forskellige noveller og vittighedstegninger under pseudonymerne Osceola og Peter Lawless. 

Da den psykologiske thriller Blodet på mine hænder af Marianne Kainsdatter udkom i 1973, gik der litterær gætteleg i den over hele landet, for hvem var denne ukendte forfatterinde, der havde udtænkt et så elegant krimiplot med personlighedsspaltninger og identitetstyveri? Først mange år senere blev det afsløret, at det var Aarhus-forfatteren Svend Åge Madsen og hans kone Lise Madsen, der stod bag.

Alex Karl Morell optræder på krimimessen lørdag d 6. april kl. 12.20, interviewet af forfatter og journalist Agnete Friis.