Det Danske Kriminalakademis priser

Det er nu blevet afgjort, hvem der skal modtage Det Danske Kriminalakademis priser. Priserne vil blive overrakt på Krimimessen 2019. Det foregår lørdag d. 6. april kl. 13.00 i Snedkeriet.

Det er en stor fornøjelse at kunne præsentere vinderne som er:


Bedste udenlandske krimi/spændingsroman (Palle Rosenkrantz prisen)

Michael Connelly for “To slags sandhed” (Klim)

Om bogen:

Harry Bosch arbejder gratis for San Fernando-politiet med uopklarede sager og bliver kaldt ud til et lokalt apotek, hvor en ung medarbejder er myrdet. Og bag sagen begynder en million-svindel med falske recepter at tårne sig op.

Imens bringer folkene fra hans gamle arbejdsplads LAPD dårligt nyt. Ni dage senere bliver en morder, Bosch har fældet for 30 år siden, lukket ud af dødgangen som en fri mand, nye dna-spor har frikendt ham. Og så må Bosch kæmpe for at rense sit rygte og grave den gamle sag igennem igen.

De to sager, der ikke har med hinanden at gøre, vrider sig rundt om Bosch som pigtråd, og han forstår, at der er to slags sandhed. Den, der gør dig fri, og den, der begraver dig i mørke

Bedste danske krimi/spændingsroman (Harald Mogensen prisen)

Jesper Stein for “Solo” (Politikens forlag)

Om bogen:

Axel Steen er blevet gift og har fået nyt job som sikkerhedsrådgiver i en investeringsbank. En medarbejder har snydt, og Axel skal sørge for, at manden bliver afskediget uden myndighedernes indblanding. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden, hvor penge er gud, og Axels sans for retfærdighed bliver sat under pres som aldrig før.

Krigen i Syrien er på sit højeste, og flygtningene strømmer ind over grænsen. I Urbanplanen bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet, og Vicki Thomsen skal opklare sagen i et miljø, hvor intet er, som det ser ud, og ingen vil tale med politiet. Hun kontakter sin gamle ven og mentor, Axel Steen, som kendte den dræbte, men Axel har klippet alle bånd til sit gamle liv. 

Den nye Axel Steen-krimi foregår i et delt Danmark, hvor de rigeste selv bestemmer reglerne og udøver deres egen retfærdighed, mens de fattige kæmper for at overleve og skabe sig en fremtid i en verden i brand.

Årets debutantdiplom

Søren Sveistrup for “Kastanjemanden” (Politikens forlag)

Om bogen:

I en forstad gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.

Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret.

Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor fra pigen. Thulin og Hess fornemmer en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken? 

Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet.

Anton Koch diplomet

Prisen går til forlaget Olga

Forlaget OLGA er etableret af en gruppe garvede bogmennesker, som ikke vil anerkende, at vi har overskredet sidste salgsdag. Hele vores liv har vi arbejdet i og omkring forlag som redaktører, redaktionsmedlemmer og eksterne læsere, indtil vi i løbet af de sidste par år har ladet os pensionere for ’kun’ at lystlæse og få mere tid til vores nærmeste og alt det øvrige, der interesserer os. 

Men det går bare ikke! Af gammel vane læser vi fortsat kun bøger og manuskripter, der ikke er udkommet på dansk, og vi finder så meget af høj kvalitet, at vi MÅ vælge det bedste ud og gøre det tilgængeligt for danske læsere. 

Derfor har vi skabt OLGA som en kanal for disse ambitioner og i takt med den fornuftige trend i tiden, der siger, at sidste salgsdag ikke er sidste anvendelsesdag. 

På OLGA vil vi udgive mest oversat skønlitteratur – inklusive krimier – men også debatbøger af samfundskritisk art, hvad tiden i den grad kalder på.

Tage la Cour – diplomet

Prisen går til “Det store natmandskomplot” af Tyge Krogh

Året er 1734. En lokal bonde bliver fundet myrdet. Nogen har brækket halsen på ham, og mistanken falder på de lokale natmænd, der lever et forhutlet liv på samfundets bund. Forvalteren Niels Lind har påtaget sig den juridiske rolle og fører sagen. Men forhørene handler ikke kun om drabet. Lind har sin egen dagsorden, og i et særegent samspil mellem den lille købstads spidser kommer processen til at omhandle natmændenes generelle tyverier og usædelighed og løfter fligen af en hel kriminel underverden, der har tråde ud over hele Sjælland. Med udgangspunkt i fyldige forhørsreferater og en omfattende brevveksling mellem de implicerede myndigheder kommer Tyge Krogh helt tæt på disse menneskeskæbner fra første halvdel af 1700-tallet. Med sjælden indlevelse og dramaturgisk sans afdækker han en næsten 300 år gammel kriminalsag og fortæller en nervepirrende og forfærdende historie fra bunden af Holbergs Danmark

Juryen består af : Mette Bentholm, Vibeke Johansen, Bo Tao Michaëlis, Bo Bjørnvig, Jannik Lunn og Henrik Palle.

Læs mere om priserne på krimileksikon.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.